Spansk fodboldspiller fik karantæne i norsk matchfixingsag

En gammel dom fra en matchfixingsag har set dagens lys. Spanieren Pau Morer fik ni måneders karantæne.

Det var imod reglerne om matchfixing, da den spanske fodboldspiller Pau Morer i 2018 fik et mistænkeligt gult kort for klubben Sandefjord.

Det besluttede et udvalg i Norges Fodboldforbund (NFF) i 2020, i en dom der nu er blevet offentliggjort af mediet Bergensavisen.

Morer fik advarslen i sin sidste kamp for den norske klub, og det fik alarmklokkerne til at ringe hos en spiludbyder, da der var unormal aktivitet på netop det væddemål.

Spansk politi, Lotteritilsynet i Norge og NFF undersøgte sagen, og det viste sig, at mange væddemål var placeret af Pau Morers venner i Spanien.

Episoden kostede ni måneders karantæne fra fodbold.

- Jeg gjorde ikke noget forkert. Jeg gjorde ikke noget, som jeg selv tjente penge på. Men jeg var ung og uerfaren, og alt endte med at gå galt for mig. Men jeg gjorde ikke noget, jeg tjente penge på, siger Morer til Bergensavisen.

- Jeg har betalt for det, jeg gjorde, med ni måneders karantæne uden at spille. Nu er jeg tilbage og glad. Jeg har lært af det, der skete, lyder det fra midtbanespilleren i dag.

Sæsonen 2018 endte med nedrykning for Sandefjord, hvor daglig leder Espen Bugge Pettersen ser med stor alvor på sagen.

- Klubben ser sådan nogle handlinger som særdeles uønskede. Vores trænere og spillere er selvfølgelig klar over regelsættet med hensyn til matchfixing, siger lederen til Bergensavisen.

26-årige Pau Morer har senest spillet for den spanske klub Sant Andreu.

/ritzau/NTB

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden