Sport

Spansk veteran brækker ryggen i Giro-styrt

Mikel Landas 23. deltagelse i en grand tour blev kort. Han brækkede ryghvirvel i et slemt styrt.

Mikel Landa ses her ved præsentationen til Giro d'Italia. Spanierens deltagelse blev kort.
Mikel Landa ses her ved præsentationen til Giro d'Italia. Spanierens deltagelse blev kort. Luca Bettini/Ritzau Scanpix

Den spanske cykelprofil Mikel Landa er hårdt medtaget, efter at han fredag styrtede på åbningsetapen i Giro d'Italia.

Der er sket brud på ryghvirvlen, og han står nu foran en længere rehabiliteringsfase. Det oplyser spanierens hold, Quick-Step, på sin hjemmeside.

- Undersøgelser og en CT-scanning har vist, at Mikel Landa har pådraget sig et brud på ryghvirvlen. Derfor er han nødsaget til at forblive liggende i en stabil position i en længere periode, skriver cykelholdet.

Der var fem kilometer tilbage af etapen, da Landa var indblandet i et styrt og blev slynget ind på et fortov i Tirana. Omgående modtog han hjælp fra læger og blev iført en nakkekrave, inden han blev fragtet med ambulance til hospitalet til nærmere undersøgelse.

Landa har årevis været blandt de stærkeste klatrere i cykelfeltet.

Den 35-årige spanier viste for nylig tegn på topform i Catalonien Rundt, og han var derfor spået til at kunne køre med om en podieplads i Giro d'Italia, men han udgik altså af den italienske rundtur, inden den for alvor var kommet i gang.

To gange tidligere i karrieren er han blevet nummer tre i Giroen, og han har vundet tre Giro-etaper.

I alt står han noteret for 16 sejre som professionel.

Uden Landas deltagelse fortsætter Giroen lørdag eftermiddag. Her skal rytterne igennem en enkeltstart i Tirana. Søndag cykler rytterne også i Albanien, inden kursen bliver sat mod de italienske landeveje.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden