Spelling håber på Rungsted-kamp: - Det halter lidt med ben og lunger
Thomas Spelling stemplede søndag ind i sæsonen 2020/2021. En rygskade har nemlig givet ham flere tilbagefald
Opdateret 21. oktober 2020 kl. 13:26
ISHOCKEY: Søndag fik nogle af de få tilskuere i Bentax Arena lov til at se Thomas Spelling på is i officielt regi for første gang i denne sæson. Angriberen var nemlig tilbage i truppen efter en opstart præget af en rygskade.
- Jeg har flere gange prøvet at starte. Men jeg har haft flere tilbagefald. Så det var dejligt at komme gennem en kamp uden problemer, fortæller Spelling.
Den erfarne dansker høstede sæsonens første point halvvejs inde i første periode, hvor han assisterede Sebastian Bergholt til et tidligt føringsmål. Kort efter var det også Thomas Spelling, som kunne noteres for en assist for Mikkel Højbjerg.
- Jeg ved jo, at jeg skal producere noget, når jeg spiller. Så det var rart at få lavet det første point hurtigt. Så var den vinget af, og man skulle ikke tænke så meget mere over det, lyder det fra ham.
- Det haltede lidt med lungerne og benene. De har ikke haft den intensitet i et stykke tid. Men ellers gik det rigtig fint, tilføjer Spelling.
Med sejren holder Aalborg Pirates presset på Rungsted, der fører Metal Ligaen. Tirsdag mødes piraterne så med det sjællandske mandskab. Her håber Spelling også på at være fysisk klar.
- Jeg har aftalt med trænerstaben, at vi ser, hvordan jeg har det de kommende dage. Men jeg går stærkt ud fra, at jeg spiller igen på tirsdag, siger han.
- Jeg har set de seneste kampe ude fra, og det er meget stabilt, synes jeg. Vi giver ikke de store chancer væk, og de få, som kommer, tager vores målmand, lyder det afsluttende fra Spelling.