Spillere og cheftræner i FCK ærgrer sig over derbystraf

Der må ikke være udebanefans til de næste to derbyer mellem FC København og Brøndby IF, og det ærgrer hos FCK.

I oktober sidste år var FC Københavns fans på plads på Brøndby Stadion, men det får de ikke lov til, når de to mandskaber mødes senere på sæsonen. (Arkivfoto) <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

I oktober sidste år var FC Københavns fans på plads på Brøndby Stadion, men det får de ikke lov til, når de to mandskaber mødes senere på sæsonen. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efter flere kedelige episoder til kampe mellem FC København og Brøndby IF i løbet af efteråret meddelte Divisionsforeningen onsdag, at de næste to derbyer mellem holdene bliver uden udebanefans.

Beslutningen ærgrer FCK's forsvarsspiller Nicolai Boilesen.

- Jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig klog på, hvad der foregår, og så vidt jeg ved, så er det politiet, der har anmodet om det, men det er brandærgerligt.

- Det er en del af et derby, at der er både hjemme- og udebanefans. Det er det, der giver en ekstra nerve i spillet og en kæmpe kulisse.

- Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er for drastisk. Jeg kan ikke stå og forklare, hvad politiet må arbejde med før, under og efter kampene, men jeg synes bestemt, at det er ærgerligt, siger Nicolai Boilesen.

Også københavnernes cheftræner, Jess Thorup, mener, at beslutningen er beklagelig. Især fordi han mener, at fansene har stor part i holdets start på foråret i Superligaen, der har budt på to sejre ud af to mulige.

- Det er den største kamp i dansk fodbold, og at vores fans ikke får lov til at deltage, er meget beklageligt.

- Fansene er en stor del af den start, vi har fået på foråret, og jeg synes, at det er meget ærgerligt, at de ikke får lov til at deltage.

- Jeg vil og kan ikke kommentere på, om det er for drastisk. Jeg synes, at det er ærgerligt, da jeg ved, hvor meget det betyder for vores fans og for atmosfæren, siger Jess Thorup.

Den offensive profil Rasmus Falk vil ikke gøre sig selv til dommer over beslutningen, men han er også ærgerlig over, at derbyerne ikke bliver spillet i de normale rammer.

- Jeg vil ikke gå ind i for meget politisk omkring det. Jeg vil bare sige, at det er ærgerligt, at vi ikke får alt, der hører med til den kamp.

- Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. Vi vil gerne have, at den største kamp i Danmark bliver spillet i den bedst mulige ramme, men det skal selvfølgelig også være under de rigtige vilkår, siger Rasmus Falk.

Holdene har flere kampe mod hinanden i løbet af foråret, og det bliver derfor i denne sæson, at holdene skal spille uden udebanefans.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.