Spillere ville ikke væk: Nu er AaB's vindue lukket
AaB var klar til at tynde ud i truppen op mod transferdeadline, men tilføjelsen af Oscar Hiljemark blev mandagens eneste AaB-handel
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:14
FODBOLD: Oscar Hiljemark blev mandag eftermiddag præsenteret som ny spiller i AaB, og den handel bliver dette transfervindues sidste i den nordjyske superligaklub.
Det fortæller sportschef Inge André Olsen her en lille time, inden vinduet smækker i.
- Vi har lukket ned. Vi har arbejdet med noget de sidste timer, men det er ikke blevet til noget. Det handlede om nogle spillere, der i så fald skulle ud. Vi var åbne for det og havde aftaler med klubber, men spillerne har sagt, at de hellere vil blive her og kæmpe, og det er vi glade for, at de er klar til, siger Inge André Olsen.
Han vil ikke fortælle, hvilke spillere det er, som AaB har været klar til at sende afsted.
- Det vil jeg ikke sige, nu når de bliver. Alle skal have en fair chance for at kæmpe sig til en plads, og så er det dem med mest kvalitet, der spiller, siger Inge André Olsen, der ikke for alvor har forsøgt at styrke AaB-holdet yderligere ovenpå aftalen med Oscar Hiljemark.
- Vi har arbejdet med noget, men der er ikke noget, der har været tæt på, så vi har ikke brugt ret meget tid på det, siger Inge André Olsen, der mandag også slap for at skulle forholde sig til bud på nogle af AaB-holdets bærende spillere.
- Der har ikke været noget i dag, men over tid har der været interesse, men vi har været iskolde omkring det. Vi har haft et ønske om at forstærke os og bygge noget godt op over tid, så det havde ikke været en god timing at sælge nogle af vores bedste spillere nu, siger Inge André Olsen.
Foruden Oscar Hiljemark har AaB over transfervinduet forstærket truppen med Daniel Granli, Vladimir Prijovic, Pedro Ferreira, Timothé Nkada og Tim Prica, og det er sportschefen godt tilfreds med.
- Det har været det første transfervindue for mig i AaB, og jeg har haft et rigtig godt samarbejde og en god dialog med alle i klubben og bestyrelsen. Det er gået, som vi havde ønsket og håbet, og så tror jeg, at det har været sjovt for mange, at det lykkedes os at få Oscar ind som sådan en deadlinesigning. Som vi sagde, var vi på udkig efter en kvalitetsspiller, og det har vi fået, siger Inge André Olsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.