Fodbold

Spillerflugten fortsætter hos nordjyske nedrykkere

11 spillere har nu forladt Vendsyssel FF efter nedrykningen

Vendsyssel FF rykker ned, men Ayo Simon Okosun bliver i 1. division.
Vendsyssel FF rykker ned, men Ayo Simon Okosun bliver i 1. division. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 16:09

Vendsyssel FF er mandag blevet yderligere svækket frem mod den kommende sæson i 2. division.

En af holdets største profiler siger således farvel. Forsvars- og midtbanespilleren Ayo Simon Okosun skifter til Hvidovre.

– Med Okosun får vi en stærk og erfaren spiller ind på midtbanen, hvor han kommer til at fylde for to defensivt. Han kommer også med en styrke i luftspillet, som vi kommer til at savne med afgangen af Makienok. Derudover er han en teknisk dygtig spiller, som også kommer til at deltage i det fremadrettede spil, siger Hvidovres sportschef Peter Lassen til sjællændernes hjemmeside.

Dermed sætter Ayo Simon Okosun punktum for sin anden periode i Vendsyssel FF. Først spillede han i klubben fra 2015 til 2017, og efter ophold i flere superligaklubber vendte han i 2023 tilbage.

31-årige Okosun havde egentlig kontrakt med Vendsyssel FF indtil sommeren 2026, men bliver nu i stedet den næste i rækken til at forlade klubben denne sommer. Mandag fik backen Philip Rejnhold også ophævet sin kontrakt.

I fredags skiftede angriberen Zean Dalügge til svenske Trelleborgs FF, og Rasmus Thellufsen, Shanyder Borgelin, Lucas Jensen, Frederik Børsting, Magnus Kaastrup, Adam Ahmad, Gustav Mortensen og Ivan Nikolov er også fortid i Vendsyssel.

Gå til relaterede emner

Forsiden