Spillerforening: Jammerbugt FC mangler fortsat at betale løn
Spillere fra Jammerbugt FC, der ikke har modtaget løn inden fredag, kan frit opsige deres kontrakt i klubben.
Opdateret kl. 18:11
FODBOLD: Det går den rigtige vej, når det kommer til udbetaling af løn i fodboldklubben Jammerbugt FC.
Det fortæller seniorrådgiver i Spillerforeningen Allan Reese mandag efter et møde med spillere fra klubben.
Samtidig påpeger han dog, at det stadig ikke er alle spillere, som har fået en lønseddel for april måned, og så er der i øvrigt flere udeståender angående pension.
Derfor har Spillerforeningen sendt et påkrav til klubben, og det kan vise sig at få konsekvenser, fortæller Allan Reese.
- Vi har sendt et påkrav ud fra det faktum, at der er en række spillere, som i vores optik ikke har fået betalt løn og pension.
- Hvis ikke pengene er nået frem i løbet af torsdag, kan ubetalte spillere i princippet opsige deres kontrakt med klubben, siger han.
Det er ikke første gang, at klubben har været i vælten for at betale løn i utide. I starten af april boykottede spillerne en træning, fordi flere ikke havde modtaget løn for marts måned.
Også dengang så Spillerforeningen sig nødsaget til at udsende et påkrav.
De uheldige sager er opstået under den tyske ejer Klaus-Dieter Müller, som opkøbte Jammerbugt FC i 2021.
I modsætning til Spillerforeningen mener han, at lønnen for april er blevet betalt.
- Selvfølgelig. Vi er en klub uden gæld, så jeg kan bekræfte, at alle har fået deres løn, udtalte Klaus-Dieter Müller til Ekstra Bladet søndag.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.