Spillerforening sender nyt påkrav til Jammerbugt FC: Det er ikke den eneste sag

Der er vanen tro ikke alle spillere i fodboldklubben Jammerbugt FC, der har fået udbetalt løn til tiden, og det får nu Spillerforeningen på banen

Jammerbugt FC og Vendsyssel FF mødtes lørdag i nedrykningsspillet i Nordicbet Ligaen. Ismaël Sidibé jubler over scoringen til 2-0 Pandrup 23. april 2022. <i>Foto: Bente Poder</i>

Jammerbugt FC og Vendsyssel FF mødtes lørdag i nedrykningsspillet i Nordicbet Ligaen. Ismaël Sidibé jubler over scoringen til 2-0 Pandrup 23. april 2022. Foto: Bente Poder

PANDRUP:Det er mere blevet reglen end undtagelsen, at Jammerbugt FC under ejer Klaus-Dieter Müllers ledelse har haft problemer med at svare alle mand løn til tiden. Det har været tendensen de seneste måneder, og det får nu Spillerforeningen til igen at træde i karakter. 

Nøjagtigt som det var tilfældet for to måneder siden har flere spillere i Jammerbugt FC ikke modtaget løn, og det får nu konsekvenser for Jammerbugt FC. Nogle har modtaget lønnen, men flere spillere står ifølge Nordjyskes oplysninger uden den løn, der burde være gået ind på kontoen tirsdag.

- Jeg kan bekræfte, at Spillerforeningen i løbet af onsdagen sender et påkrav på vegne af flere spillere i Jammerbugt FC. Vi har arbejdet på at finde ud af, hvor mange spillere, det drejer sig om, siger Allan Reese, der er vicedirektør i Spillerforeningen. 

Faktisk er juni-lønnen ikke den eneste sag, som Spillerforeningen har kørende med Jammerbugt FC. 

- Vi har også sendt et krav til Jammerbugt FC i en anden forbindelse. Vi mener ikke, at spillerne har fået en retvisende løn. De har trænet som fuldtidsprofessionelle spillere, men de har ikke fået en fuldtidsløn, så vi har sendt et krav om noget efterbetaling til de spillere, oplyser Allan Reese. 

Det er langt fra første gang, at Jammerbugt FC bliver mødt med den slags krav. Tilbage i april var den også gal med lønnen. Her var det ikke alle, der havde fået løn, og det endte også i et påkrav til klubben fra Spillerforeningen.

Der er flere Jammerbugt-spillere, der er strandet i Pandrup. De har ganske enkelt ikke råd til at købe en flybillet. Det er ikke en situation, som Allan Reese har konkret viden om, men da Nordjyske nævner den del af historien for ham, er han ikke som sådan overrasket. 

- Det falder desværre meget godt i tråd med de historier, vi hører, om manglende lønudbetalinger. Det er ikke svært at forestille sig, at spillerne ikke har mulighed for at købe billetter til 5000 kroner eller mere, ud fra den viden vi har, siger Allan Reese.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.