Spilletid og meritter har vejet tungt i Søndergaards trup
Flere landsholdsprofiler har ikke spillet forfærdelig meget det seneste halvår, men er med til EM alligevel.
Selv om hun ikke var der, var Nadia Nadim hovedpersonen på torsdagens pressemøde, hvor Lars Søndergaard udtog sin landsholdstrup til EM.
En kommunikationsmedarbejder fra Dansk Boldspil-Union (DBU) var lige ved at afbryde Lars Søndergaards seance med journalisterne, da der efter mere end ti minutter kom et spørgsmål, som ikke handlede om Nadim.
Og så fik den danske presse et par minutter mere med landstræneren, som kom med et nærmest forløsende udbrud.
- Tak, sagde han nærmest lettet og med et grin.
Og så kunne landstræneren få lov at forklare, hvilke parametre han kiggede på, da han satte navn på de 23 spillere, der skal med til EM.
Spilletid har været vigtigt, sagde han. Men spilletid er ikke alt. Nogle af landsholdets store profiler har ikke spillet så meget, men de er kommet med alligevel - fordi de er store profiler.
- Jeg har vægtet spilletid, og så er der selvfølgelig nogle spillere, der har været stamspillere, og som har været vigtige for holdet, siger Søndergaard.
- Nogle af dem har ikke spillet så meget, så det er en helhedsvurdering. Nogle spillere er blevet valgt fra, fordi de har manglet spilletid, og andre håber og tror vi på, at vi kan træne og spille i form i de næste par uger.
Eksempelvis har Simone Boye siddet en del på bænken i Arsenal, og Pernille Harder og Signe Bruun har døjet lidt med skader og derfor ikke spillet kontinuerligt i Chelsea og Manchester United.
- De skal nok få deres spilletid, og så håber vi, at de bliver helt klar, siger Lars Søndergaard.
Der bliver da også brug for en fuldt kampdygtig trup, når Danmark åbner EM.
I den første kamp venter Tyskland, som fra 1995 til 2013 vandt samtlige fem EM-slutrunder, inden Holland tog tronen i 2017. Derefter venter Finland og Spanien.
- Det bliver kaldt dynamitgruppen. Den sværeste gruppe overhovedet, siger Lars Søndergaard.
Den vurdering bakker Rikke Sevecke fra Everton op om.
- Det er en god gruppe, som nok er den sværeste. Det bliver spændende, for alt kan ske, når så gode hold er med, siger forsvarsspilleren.
Danmark var i tredje seedningslag, da der blev trukket lod, så Lars Søndergaard mener, at Danmark skal overraske for overhovedet at gå videre fra gruppen.
- Det bliver helt sikkert meget tæt. Det bliver tætte kampe, hvor marginaler afgør det, siger landstræneren, som godt tør drømme.
- Europamesteren kan meget vel komme fra vores gruppe. Så det kan også godt være os.
Inden EM går i gang, skal Danmark spille to testkampe. Først skal kvinderne for første gang nogensinde spille i Parken, når Brasilien kommer på besøg. Siden venter Norge i Viborg.
Danmark møder Tyskland ved EM 8. juli.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.