Sport

Spøjst mål sætter gang i ny nedtur for ismester

Odenses keeper så forvirret til, da Esbjerg bragte sig foran og siden tog sin første sæsonsejr i Metal Ligaen

Odense-keeper Niklas Lundström var mandag offer for en spøjs og heldig Esbjerg-scoring. (Arkivfoto).
Odense-keeper Niklas Lundström var mandag offer for en spøjs og heldig Esbjerg-scoring. (Arkivfoto). Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Odense Bulldogs er kommet skævt fra start i Metal Ligaen.

Det forsvarende mesterhold i dansk ishockey led mandag aften et nyt nederlag, da det blev til et 1-2-nederlag ude til Esbjerg Energy, der til gengæld fik sæsonens første sejr.

Odense står noteret for en enkelt overtidssejr efter de første tre spillerunder og har placeret sig i den tunge ende af ligatabellen.

Det var en yderst spektakulær scoring, der mandag brød dødvandet på måltavlen 14 minutter inde i opgøret. Nær blå linje sendte Esbjergs Sebastian Skovning pucken i retning mod mål, men en fynsk stav fik pucken til at flyve op i en høj bue.

I mål stod Odense-keeper Niklas Lundström og spejdede efter pucken, indtil det pludselig gik op for ham, at den var gået i nettet bag ham.

Der faldt ingen scoringer i anden periode, men der var til gengæld spillet under halvandet minut af tredje periode, før Phillip Schultz dansede sig igennem Odenses forsvar og klaskede pucken i mål til 2-0.

Midt i tredje periode fik fynboerne reduceret trods undertal. Finnen Markus Oden stjal pucken nær Esbjergs mål og sendte den i mål via overliggeren.

Selv om Odense satsede det hele til sidst, løb fynboerne tør for tid og må rejse tomhændet hjem fra den jyske vestkyst.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden