Fodbold

Sportschef: Fodbolden lider i Aalborg

Vejgaard Boldspilklub er på kurs mod oprykning til 3. division, men der venter nogle svære opgaver, hvis det skal ende i oprykningsfest

Vejgaard Boldspilklub er kommet godt i gang med forårets kampe om oprykning til 3. division.
Vejgaard Boldspilklub er kommet godt i gang med forårets kampe om oprykning til 3. division. Arkivfoto: Claus Søndberg

AALBORG: To kampe inde i forårets oprykningsspil kan Vejgaards sportschef Søren Andersen gøre status og konstatere, at klubbens danmarksseriehold har fået en tæt på optimal indledning på oprykningsjagten. 

I forårspremieren blev det til en sikker sejr over Frederikssund, og senest blev det til et point via 0-0 under svære betingelser i Odder. 

- Vi er meget tilfredse med den start. Den helt store forskel på nu og i efteråret er, at nu møder vi kun gode hold. Der er ingen lette kampe, siger Søren Andersen. 

Vejgaard havde tre point med over fra efteråret, fordi man vandt sin pulje. Det samme er tilfældet for Avarta og Holbæk, der også står noteret for syv point i toppen af rækken. Brønshøj og Marienlyst er de nærmeste forfølgere til de tre oprykningsgivende pladser. 

- Det er svært at sige, hvem vi kommer til at kæmpe med om oprykningspladserne, men et godt bud kunne være de tre sjællandske hold, for de ser virkelig stærke ud. Når jeg løber deres hold igennem, så har de alle stor divisionserfaring på holdene, siger Søren Andersen. 

I løbet af vinterpausen har Søren Andersen formået at holde sammen på det meste af stammen, men Kasper Kusk - ikke den tidligere AaB-spiller - er skiftet væk fra klubben. Til gengæld har man fået tilgang af den tidligere Jammerbugt-angriber Max Møller. 

- Vi kan se, at Max nok skal blive en gevinst for os. Han skal lige i omdrejninger igen, men der er ingen tvivl om, at han er en forstærkning til vores offensiv, siger sportschefen. 

Det er ingen hemmelighed, at Vejgaard meget gerne vil skrive divisionsklub på visitkortet igen på et tidspunkt. Det må meget gerne blive fra næste sæson, men sker det ikke, så er det ikke jordens undergang. 

- Vi har en ambition om, at vi vil op i 3. division. Vi sammenligner os en del med en klub som Holstebro, og her kan vi se, at vi har samme niveau som dem, så holdet er til, at vi kan rykke op i denne sæson, siger Søren Andersen. 

Der er ikke noget internt pres for at rykke op, men der er en form for eksternt pres, som sportschefen ikke kan påvirke hverken fra eller til. 

- Fodbolden lider generelt i Aalborg. Det går jo ikke så godt for AaB's superligahold, men det er ikke kun målt på det, at jeg siger det. Vi kan også mærke, at vi ikke har samme talentmasse at rekruttere fra. 

- Tidligere var det sådan, at de næstbedste talenter fra AaB's U19-hold sagtens kunne gå direkte ind og forstærke os. Sådan er det ikke lige nu, og det udfordrer os, for så er der bare ikke den samme mængde spillere til vores niveau, siger Søren Andersen. 

Han er bekymret for udviklingen, men lige nu og her trøster han sig med, at Vejgaard ikke mangler dygtige spillere. 

- Vi har en hjemmekamp mod Marienlyst på lørdag, hvor Christian Rye har karantæne. Han er svær at erstatte, men vi har andre dygtige spillere i truppen, så lige nu er min fornemmelse, at vi har en trup, der er stærk nok til at klare sig i 3. division. Vi har bare den udfordring, at det er der også andre hold i vores pulje, der har, siger Søren Andersen. 

Der er otte hold i oprykningsspillet, og tre af disse ender med at booke en billet til divisionsfodbold. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden