Sportschef godkender AaB's transfervindue

AaB's norske sportschef, Inge André Olsen, godkendte søndag nordjydernes netop overståede transfervindue.

Lars Kramer, her i nærkamp mod FC Midtjyllands Evander, er en af denne sæsons nye spillere i AaB. <i>Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix</i>

Lars Kramer, her i nærkamp mod FC Midtjyllands Evander, er en af denne sæsons nye spillere i AaB. Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Der har været travlt i AaB hen over sommeren, hvor flere store profiler skulle erstattes.

AaB's sportschef, Inge André Olsen, mener dog, at nordjyderne står stærkere på den anden side af transfervinduet.

- Det synes vi, men det er altid svært at svare på. Vi har jo tabt kampe, som vi ikke troede og ønskede, at vi skulle tabe.

- Nu står vi og har vundet 2-0 mod FC Midtjylland. Der er mange følelser i det. Mod FC Midtjylland vil nogen mene, at vi var verdens bedste hold, men da vi tabte den første kamp mod Viborg, var vi verdens dårligste hold, siger sportschefen efter sejren mod FCM.

Da sæsonen sluttede, måtte AaB sige farvel til målmanden Jacob Rinne og forsvarsklippen Rasmus Thelander.

De blev vekslet til den kroatiske målmand Josip Posavec og forsvarsspilleren Lars Kramer.

Inge André Olsen erkender, at spillerne har været svære at erstatte, men han påpeger, at truppen er styrket andre steder.

- Det er altid svært at erstatte spillere som dem, men jeg synes, at vi har styrket vores backpositioner, hvor der er kommet mere konkurrence.

- Lucas Andersen er også som en ny spiller for os, da han ikke var med i det meste af sidste sæson, siger sportschefen.

Ud over to nye backer, har holdet handlet offensivt ind i form af Younes Bakiz fra Viborg og Allan Sousa fra Vejle Boldklub.

Nordjyderne har dog ikke hentet en decideret angriber, men sportschefen mener, at der er mål nok i holdet.

- Da vi købte Milan Makaric, var han topscorer i den serbiske liga, så vi ved, at han kan lave mål. Han lavede otte mål i sidste sæson, hvilket var godkendt. Vi tror, at han kan gøre det endnu bedre.

- Derudover ved vi, at vores andre offensive spillere kan lave mål.

- Vi kan ikke købe meget dyre spillere, så vi må tro på, at vi kan udvikle de spillere, vi har, siger Inge André Olsen.

Der var ellers lagt op til, at AaB skulle hente en angriber, da klubben ihærdigt forsøgte at hente den tidligere Viborg-målsluger Sebastian Grønning på en fri transfer.

Det endte dog med, at rivalerne fra AGF løb med underskriften på spilleren, men Inge André Olsen kan ikke svare på, om det siger noget om styrkeforholdet mellem traditionsklubberne.

- Det var en beslutning, som spilleren har truffet, og jeg ved ikke, hvad der gjorde, at han valgte AGF foran AaB.

- Sådan er livet, selv om Grønning var en lidt speciel spiller i forhold til, at han er tidligere AaB-dreng.

- Det er altid spilleren, der skal træffe et valg, og det må vi respektere. Vi skal altid gøre, alt hvad vi kan i forhold til, hvad vi kan tilbyde. Når vi har gjort det, så må det være, som det er, siger sportschefen.

Efter en skuffende sæsonstart har nordjyderne vundet to af de seneste tre kampe, og holdet har otte point efter otte runder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.