Ishockey

Sportschef maner til besindighed trods sidsteplads

Frederikshavn White Hawks skal passe på, at slutspilstoget ikke kører fra perronen, uden vendelboerne er med

Robin Johansson bliver en nøglefigur i kampen om at få skabt noget stabilitet i White Hawks-spillet. Lige nu ligger holdet sidst i Metallligaen.
Robin Johansson bliver en nøglefigur i kampen om at få skabt noget stabilitet i White Hawks-spillet. Lige nu ligger holdet sidst i Metallligaen. Foto: Bente Poder

Opdateret kl. 18:38

Et point i fire kampe rækker lige nu til en sidsteplads i Metalligaen for Frederikshavn White Hawks. Med tanke på, at grundspillet er næsten uendeligt langt kan det virke tidligt at råbe vagt i gevær efter så få kampe, men alvoren indfinder sig alligevel med tanke på, at fredagens modstander er Herlev Eagles - det hold, der ligger næstsidst og dermed på det yderste slutspils-manddat. 

Lige nu er der fire point mellem de to hold i københavnsk favør, og den difference skal meget gerne være formindsket, når fredagens kamp er overstået, ellers begynder det for alvor at se bekymrende ud for White Hawks. 

En ting er nemlig den magre pointhøst i de hidtidige kampe, men noget andet er, at det lige nu kan være svært at pege på andre hold end Herlev, der er oplagt at holde bag sig for Frederikshavns vedkommende. Det får dog ikke sportschef Kasper Kristensen til at ryste på hånden. 

- Det er fortsat så tidligt i sæsonen, at vi ikke ligger alt for meget i tabellen, men når det er sagt, så vil det bestemt ikke gøre noget, hvis vi gik ud og vandt den her kamp, for det er en af de her sekspointskampe, så meget tør jeg godt sige, for det bliver et af de hold, vi kommer til at dyste med over hele sæsonen, lyder det fra sportschefen. 

Han har fortsat stor tillid til den spillertrup, der er blevet samlet op til sæsonen, men håbet er, at nogle af de forventede profiler kan begynde at stemple ind. 

- Når vi får en mand som Robin Johansson rigtigt i gang, og en profil som Christopher Frederiksen til at producere på det forventede niveau, så skal det nok komme for os. Det vil skabe det offensive fundament, som vi har brug for, siger Kasper Kristensen. 

Stilen i White Hawks er lagt en anelse om op til sæsonen. Efter Pelle Hånberg i forrige sæson forsøgte at skabe et mere spillende White Hawks-hold i egen zone, så er det nu ud over stepperne under Patric Weners ledelse. 

- Det er lidt mere direkte. Så behøver vi ikke have pucken så meget i egen zone. Det handler mere om, at vi skal have et intensivt pres på puckholder, når modstanderen har pucken. Vi vil forsøge at presse højere i banen, og det så vi forbedringer på, da vi senest mødte Herning, siger Kasper Kristensen. 

Ved den lejlighed måtte han smile med det ene øje men græde med det andet. White Hawks var nemlig foran 4-1 undervejs, men det endte med, at Herning vandt 5-4 efter straffeslag. 

- Vi er glade for, at vi fik et point ud af kampen, og så håber jeg, at vi kan fortsætte den gode udvikling i spillet mod Herlev, siger Kasper Kristensen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden