Ishockey

Fyring af guldtræner stikker dybere end som så

Efter mere end fem år i spidsen for Aalborg Pirates er det tid til at få nye impulser ind på trænerposten hos mesterklubben, der har fyret den mest vindende træner i nordjysk ishockeys historie

Ronny Larsen forklarer, at fyringen af Garth Murray var nødvendig ud fra et sportsligt perspektiv. 
Ronny Larsen forklarer, at fyringen af Garth Murray var nødvendig ud fra et sportsligt perspektiv.  Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 18:49

Hvis du havde kontaktet en bookmaker med et specifikt ønske om at spille penge på, at Aalborg Pirates blev den første af de to nordjyske ishockeyklubber til at fyre sin træner, så havde du med garanti fået et tårnhøjt odds. 

Det var tæt på sensationelt, da nyheden om Pirates' fyring af cheftræner Garth Murray tikkede ind tirsdag formiddag. I pressemeddelelsen hedder det blandt andet, at det er rettidig omhu. 

- Det dækker over en spillemæssig udvikling, vi har set over de seneste tre måneder. Vi har godt nok vundet vores kampe, men spillet har ikke været godt. Vi har ikke set spillemæssig udvikling og fremgang.

- Tværtimod har vi fornemmet noget, der i bedste fald var stagnation. Det har vi forsøgt at evaluere på, og her har resultatet været ret klart: Folk trænger til noget nyt. Nye impulser og nye øjne samt en ny måde at gøre tingene på, siger sportschef Ronny Larsen. 

- Jeg er med på, at det kan se voldsomt og dramatisk ud, når man kigger på den her fyring udefra, men set indefra er sagen bare en anden, og det er derfor, at vi skrider til handling nu, siger Ronny Larsen. 

Det er en epoke på fem og en halv sæson, som slutter med fyringen af Garth Murray, og Ronny Larsen erkender blankt, at det ikke har været nogen nem eller helt oplagt beslutning at nå frem til. 

- Det her gør ondt helt ind i hjertet, men vi ved også, at vi alle er her i klubben på lånt tid. Ingen er større end klubben. Så for os i ledelsen har det i dette tilfældet været et spørgsmål om ikke at blive forblændet af resultaterne. Det her er en beslutning, der er truffet ud fra et klart ønske om at komme tilbage til det, som er DNA'et her i klubben. Vi skal spille offensiv hockey, hvor vi er puckbesiddende og spiller med stor fart, siger Ronny Larsen. 

Garth Murray kan se tilbage på to mesterskaber og en Final4-triumf. Arkivfoto: Lars Pauli

- Der er ingen tvivl om, vi skal takke Garth for tiden i klubben. Han er den mest vindende træner i Aalborgs historie. Det aftvinger respekt. Han har rykket os helt vildt, men vi er også nået til et punkt, hvor han måske ikke kunne rykke os meget længere, siger Ronny Larsen. 

I første omgang rykker Larsen selv tilbage i spillerboksen, hvor han vil stå med ansvaret sammen med Santeri Heiskanen og Kasper Knudsen. Der er allerede godt gang i spekulationerne om en ny træner, og Heiskanens navn nævnes ofte som ny cheftræner. 

- Santeri bliver ikke ny cheftræner. Det kommer ikke til at ske. Vi skal have en træner ind udefra. Jeg er allerede i gang med både dialog og forhandlinger. Vi skal have en ny cheftræner på plads hurtigst muligt. Vi nærmer os slutspillet, så vi kan ikke bare gå og vente. Det er noget, som vi får løst hurtigt. Det skal være en træner, der passer ind i vores koncept, for det ligger fast, fastslår Ronny Larsen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden