etapeløb

Sportsdirektør: Asgreens Tour-chancer er forringede

Kasper Asgreens DM hænger i tynd tråd, og Tour de France-drømme led et knæk, vurderer Brian Holm efter styrt.

Kasper Asgreen - her i Flanders Rundt - styrtede tirsdag og udgik af Schweiz Rundt. (Arkivfoto)
Kasper Asgreen - her i Flanders Rundt - styrtede tirsdag og udgik af Schweiz Rundt. (Arkivfoto) Dirk Waem/Ritzau Scanpix

Cykelrytteren Kasper Asgreen havde Tour de France som sæsonens store mål, men hans forhåbninger om at shine i verdens største etapeløb, der begynder i København, led tirsdag et knæk.

Quick-Step-rytteren styrtede på 3. etape af Schweiz Rundt og var nødt til at udgå af løbet.

Det tegner ikke så opløftende før DM og derefter Tour de France, medgiver hans sportsdirektør Brian Holm.

- Med hensyn til Touren i Danmark – den gule trøje, enkeltstart og så videre – må vi sige, at chancerne nok er lidt forringede. Det har ikke været godt for ret meget, det her, siger Brian Holm til TV 2.

Særligt et dybt sår i knæet gør ondt, men Holm beretter om sår og ridser over alt på kroppen:

- Det er klart, det gør ondt. Han er jo ikke lavet af chokolade, men rent mentalt gør det også ondt. Han havde glædet sig til at køre Schweiz Rundt. Nu hænger DM i landevejscykling pludselig i en tynd tråd. Så det er ikke helt optimalt.

Den danske stjerne var blandt cirka 20 ryttere, der styrtede med omtrent fire kilometer til mål på tirsdagens etape.

Også den 21-årige dansker Frederik Wandahl var impliceret i styrtet, og heller ikke han er i stand til at fortsætte på onsdagens 4. etape.

Det oplyser hans hold, Bora, på Twitter.

Touren begynder i København 1. juli.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden