Sportsdirektør: Svær beslutning at efterlade Mørkøv

Quick-Step satsede alt på Fabio Jakobsen på søndagens etape, og derfor var der ingen hjælp til Michael Mørkøv.

Michael Mørkøv klarede ikke tidsgrænsen på den bagende varme 15. etape. (Arkivfoto). <i>Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

Michael Mørkøv klarede ikke tidsgrænsen på den bagende varme 15. etape. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Quick-Step-ledelsen stod over for en vanskelig beslutning, da Michael Mørkøv hurtigt på søndagens Tour de France-etape sakkede agterud.

Skulle man samle kræfterne om holdets sprinter, Fabio Jakobsen, i håb om en etapesejr? Eller skulle man sende en holdkammerat eller to tilbage for at hjælpe danskeren i den ensomme kamp mod tidsgrænsen.

Holdet valgte det første, og det var formentlig medvirkende til, at Mørkøv kom for sent i mål og nu er ude af løbet.

- Det var en svær beslutning at efterlade ham dernede, siger sportsdirektør Tom Steels.

- Vi havde stadig Fabio i feltet og havde stadig en chance for en massespurt. Derfor valgte vi at bruge ressourcerne oppe foran. Havde vi besluttet med hjertet, ville vi gerne have sendt en ned til ham, siger Steels.

Mørkøv kom trillende tilbage til holdbussen i Carcassonne, på et tidspunkt hvor langt de fleste af de øvrige hold for længst havde forladt området.

Den 37-årige dansker var synligt skuffet og gik direkte i bussen. Og hans ekspertise bliver svær at undvære, mener sportsdirektøren.

- Han er en af vores ledere, der altid gør en forskel. At udgå af Touren er altid ærgerligt, for man ønsker jo at nå til Paris.

- Vi har stadig et godt hold, men det er noget andet, når han er med. Vi får brug for at forklare tingene grundigere, og måske burde vi beholde ham hernede til at styre møderne, siger Tom Steels.

Han erklærer sig overrasket over, at danskeren fik det så svært på etapen. Men varmen og den barske rute har utvivlsomt spillet en rolle.

- Det har allerede været et brutalt Tour de France, han er ikke den eneste, der er træt. Så kom varmen oveni, og hvis du har det dårligt, så har du balladen.

- At han fortsatte og kørte etapen færdig, det kan man kun have respekt for. Det er sådan, han er. Han er altid fair. Han bad ikke om hjælp, han kørte bare i sit tempo og prøvede at nå det.

- Han kan være stolt af den måde, han sluttede på, siger Tom Steels.

Satsningen på Jakobsen lønnede sig i øvrigt ikke. Den hollandske sprinter blev sat af hovedfeltet længe inden opløbet og kom derfor ikke med i spurten, som Jasper Philipsen vandt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.