Sport

Ståle Solbakken er optimistisk trods hård VM-lodtrækning

Norge skal spille mod Frankrig og Senegal til VM næste år. Hårde modstandere, siger norsk stjerneangriber.

Ståle Solbakken fulgte spændt med ved fredagens VM-lodtrækning i Washington D.C. Norge har fået en hård pulje til sommerens slutrunde.
Ståle Solbakken fulgte spændt med ved fredagens VM-lodtrækning i Washington D.C. Norge har fået en hård pulje til sommerens slutrunde. Pedro Ugarte/Ritzau Scanpix

Cheftræner Ståle Solbakken er optimistisk på Norges vegne efter fredagens VM-lodtrækning i fodbold.

Det norske fodboldlandshold er for første gang i 28 år med til en VM-slutrunde, men er havnet i en svær pulje med blandt andre Frankrig og Senegal.

- Det vigtigste er, at vi er med og skal deltage i et VM. Vi ved, at Frankrig og Senegal er rigtig gode hold. Der er rigtig mange gode hold her, og vi kunne sikkert have været heldigere.

- Senegal er en god udgave af sig selv, men jeg er optimistisk og tror stærkt på, at vi får skrabet nogle point sammen, siger Solbakken til norsk TV 2 ifølge nyhedsbureauet NTB.

Nordmændene er også havnet i gruppe med vinderen af den kontinentale playoff 2. Den sidste plads går enten til Bolivia, Surinam eller Irak.

Norges stjerneangriber Erlind Braut Haaland skriver i en besked på Snapchat, at nordmændene er kommet i gruppe med nogle hårde modstandere.

Norge har ikke mødt Frankrig siden 2014, hvor det endte med et 0-4-nederlag på Stade de France i den franske hovedstad.

Senegal har kun én gang tidligere været norsk modstander. Kampen i 2006 endte med et 1-2-nederlag. Bolivia, Surinam og Irak har Norge aldrig mødt, skriver NTB.

Fredagens VM-lodtrækning fandt sted i Washington D.C. USA er sammen med Canada og Mexico værter for slutrunden næste år.

USA's præsident, Donald Trump, og en række kendte stjerner deltog i showet.

- Det er et "freak show", siger Ståle Solbakken ifølge NTB.

- Det er som om at gå ind i et fodboldkort-album i forhold til gamle fodboldstjerner og de helte, du selv havde. Der er trænerlegender fra nyere og ældre tid, og der er spillere, som har vundet VM, tilføjer han.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden