AaB

Stålsat Ross: - Jeg skal nok komme tilbage på holdet

Mathias Ross kan glæde sig over, at han igen er udtaget til det danske U21-landshold trods manglende spilletid hos AaB

Mathias Ross har ikke fået meget spilletid i dette forår, men det slår ham ikke ud. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Mathias Ross har ikke fået meget spilletid i dette forår, men det slår ham ikke ud. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Mathias Ross er bagerst i køen til spilletid blandt AaB's midterforsvarere lige nu. Det må være konklusionen, efter den nye træner Lars Friis i lighed med Oscar Hiljemark fandt plads til Ross på bænken ude mod OB.

Dermed er den unge midtstopper havnet på bænken i tre ud af fire kampe i dette forår, og da han startede på banen mod Silkeborg, blev han skiftet ud i pausen.

Han har tidligere udtalt til Nordjyske, at han er vant til at ryge på bænken under nye trænere. Det ændrer dog ikke på, at det er en frustrerende tid lige nu for Mathias Ross.

- Det er klart, der er en masse mentalt i den situation. Denne gang har det været lidt frustrerende, fordi jeg ikke føler, jeg har spillet mig af holdet. Jeg føler selv, at jeg havde en glimrende opstart, men trænerne har bare valgt andre spillere, og det er sådan, gamet er, siger Mathias Ross.

Lige nu ligner Daniel Granli førstevalget som den højre af de tre stoppere, og Anders Hagelskjærs venstrefod er i høj kurs lige nu, hvilket putter Mathias Ross bagerst i køen, men står det til ham selv, er det kun en midlertidig situation.

- Det har naturligvis været en udfordrende periode, men omvendt er jeg sikker på, at jeg nok skal komme til at spille igen på et tidspunkt, siger Mathias Ross.

Og det tidspunkt kan meget vel blive allerede på søndag, når Brøndby kommer på besøg. Her har Rasmus Thelander nemlig karantæne. Det bør åbne for spilletid til Mathias Ross.

- Det kunne godt blive min mulighed. Det er jo en af de fedeste kampe, der er i kalenderen. Når Brøndby kommer til byen, er der gang i den, så det er noget, jeg vil se meget frem til, hvis jeg skal spille der, siger Mathias Ross.

Når kampen mod Brøndby og dermed grundspillet er overstået, venter der Mathias Ross en tur med det danske U21-landshold, hvor han er udtaget sammen med en tidligere holdkammerat Anders Bærtelsen til at spille mod Belgien i en decideret finale om at kvalificere sig til U21-EM.

Nogle af de normale spillere er fravalgt grundet manglende spilletid, men trods få minutter i dette forår er Mathias Ross med igen.

- Det var da noget, jeg havde tænkt over, da jeg ikke har spillet så meget, som jeg plejer, men omvendt har jeg også bevist mig tidligere. Det er dog klart, at tanken havde strejfet mig, da jeg ikke har spillet ligeså meget som tidligere, siger Mathias Ross.

Nu kan han se frem til en minitræningslejr i Tyrkiet som optakt til kampen den 29. marts i Herning mod Belgien.

- Det er altid dejligt at få et afbræk med en landsholdstur. Jeg glæder mig til at være sammen med U21-truppen, for der har jeg mange venner, som jeg jo har spillet med og mod gennem ungdomstiden, siger Mathias Ross.

Mathias Ross er noteret for 18-superligakampe i denne sæson, og han står noteret for 31 landskampe på diverse U-landshold.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden