Stærk anden halvleg sikrer norsk EM-sejr over Sverige

Sverige var foran i store dele af første halvleg, men efter pausen viste europamestrene sig for stærke.

Norges Nora Mørk bryder igennem det svenske forsvar i det skandinaviske opgør lørdag aften i Ljubljana. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Norges Nora Mørk bryder igennem det svenske forsvar i det skandinaviske opgør lørdag aften i Ljubljana. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Selv om Sverige bed godt fra sig hele vejen, så var EM-favoritterne fra Norge stærkest og tog sejren med 27-25 i det skandinaviske møde i Danmarks mellemrundegruppe.

Norge, som var eneste hold, der tog maksimumpoint med over i gruppen, er nu på seks point ligesom Danmark. Danskerne har dog spillet en kamp mere.

Sverige er på to point for en kamp mindre end Danmark, mens Slovenien er på fire point.

Nordmændene var ikke helt så skarpe i afslutningerne som vanligt, og da svenskerne samtidig formåede at holde den norske kontramaskine nede, blev det en lige kamp.

Afstanden mellem de to hold var på intet tidspunkt mere end to mål i de første 30 minutter.

Sverige havde især stor succes med at finde stærke Linn Blohm inde på stregen, hvor hun eksekverede sikkert på sine chancer.

Det tvang Norge til at fokusere på hende og gav mere plads til de svenske skytter - især Jenny Carlson. Hun bombede løs og blev kampens topscorer med ni mål.

Ved pausen var stillingen 13-13, men man sad også med fornemmelsen af, at Norges stjerner endnu havde til gode at folde sig helt ud.

I første halvleg var det kun Sverige, som havde tomålsføringer, men efter 43 minutter blev det første gang Norges tur til at prøve det.

Selv om svenskerne ikke blev hægtet af, så kom de heller aldrig op igen, og Norge kørte en tomålssejr i land på rutinen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.