spil

Stærk halvleg sikrer fynsk Champions League-sejr i Tyskland

Odense var bagud med tre mål ved pausen, men hentede alligevel en sikker sejr over Bietigheim.

Mie Højlund scorede fem af Odenses mål i sejren over Bietigheim. (Arkivfoto).
Mie Højlund scorede fem af Odenses mål i sejren over Bietigheim. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I 30 minutter var Odense Håndbold i problemer i Champions League-udekampen mod tyske Bietigheim.

Men med en stærk anden halvleg fik det danske mesterhold vendt slaget og hentede to vigtige point til grupperegnskabet.

27-24 vandt Odense i en kamp, hvor det fynske betonforsvar og målvogter Althea Reinhardt holdt hjemmeholdet nede på otte scoringer efter pausen.

Bietigheim med den danske landsholdsfløj Trine Østergaard på holdet førte 16-13 ved pausen. Men fra anden halvlegs start åd Odense af forspringet, der forsvandt, da Maren Aardahl udlignede til 18-18.

Det skete midt i en gylden periode, hvor fynboerne med seks scoringer i træk ændrede 16-18 til en føring på 22-18.

Derfra var Odense i kontrol. Anført af bagspillerne Mie Højlund og Dione Housheer blev tyskerne holdt på solid afstand.

Sejren betyder, at Odense rykker forbi netop Bietigheim i tabellen for det maratonagtige gruppespil. De danske mestre har 12 point efter ni kampe, hvilket er to mere end tyskerne.

Champions League holder nu en kort jule- nytårspause, inden turneringen bliver genoptaget 7. januar. Her får Odense besøg af Brest Bretagne.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden