Leder

Stærke drenge græder også - og godt for det

Landsholdet fortjener en tak for deres åbenhed og følsomhed i kølvandet på Christian Eriksens hjertestop

Arkivfoto: Henrik Louis

Arkivfoto: Henrik Louis

Siden det øjeblik, hvor Christian Eriksen faldt om med hjertestop på banen, har landstræner Kasper Hjulmand, kaptajn Simon Kjær og resten af landsholdet holdt fanen højt på forbilledlig vis.

De viste styrke og handlekraft, ja, men endnu vigtigere viste de os alle, at sårbarhed, følsomhed og skrøbelighed også er i orden. De har den seneste uges tid mindet os om, at det er okay ikke at kunne holde til det. At man godt må blive ked af det. At man godt må tage fejl. At man kan have brug for en pause.

Deres åbenhed har også været forbilledlig. Der er blevet talt om frygt, bønner til Vorherre, taknemmelighed og der er blevet grædt. Kasper Hjulmand har stået ved sine fejl som leder og erkendt, at han skulle have sendt spillerne med bussen. Væk fra kampen og chokket over at se en ven ligge og kæmpe for livet.

Sårbarheden og følsomheden har ikke kun fyldt i den danske landsholdslejr eller i de danske hjem. Hele fodboldeuropa har reageret på samme måde. Tidligere og nuværende holdkammerater har fortalt om chokket og følelserne. Det har ikke skortet på kærlighedserklæringer og varme tanker fra fans, modstandere og kammerater. Fodbolden har på en måde genvundet noget menneskelighed, men reaktionerne står samtidig i skærende kontrast til UEFA's iskolde udmeldinger. Her er mantraet, at the show must go on - koste hvad det vil.

I gårsdagens nederlag mod Belgien fortsatte den rørende og medmenneskelige reaktion. Hyldester fra begge hold og fansene gav gåsehud og tårer i øjenkrogene på stadion, i de danske hjem og nok også rundt om i verden.

Danmark gav den alt på og udenfor banen. Det rakte ikke. Nok tabte vi, men vi vandt alligevel lidt. For livet har sejret, selvom vi også er blevet mindet om skrøbeligheden og timeligheden - livet kan blive taget fra os, når det skal være.

Kasper Hjulmand, Simon Kjær og resten af landsholdet fortjener hyldest og ros for deres håndtering og åbenhed. De fortjener en tak for at minde os om, at det er i orden at være sårbar og rystet. Boys do cry!

Og i et samfund, der kører stadig hurtigere, med mere pres og stress end nogensinde før, så viste Simon Kjær os også noget andet vigtigt. At det er i orden at træde til side og bede om en pause. Vi skal også turde stikke hænderne i vejret og med rullende bevægelser vise, at vi trænger til en udskiftning. Når vi ikke kan holde til det mere, skal vi være lige så modige som kaptajn Kjær og træde ud af kampen, scenen, hamsterhjulet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.