Sport

Steffen Højer debuterer som AaB-træner med uafgjort mod Hobro

Efter tre kampe er AaB fortsat uden sejr i 1. division. Fredag aften spillede holdet 1-1 mod Hobro.

AaB har skrabet to point sammen i de første tre kampe i 1. division. (Arkivfoto).
AaB har skrabet to point sammen i de første tre kampe i 1. division. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AaB's sæsonstart på næstøverste niveau har ikke været prangende, og trods holdet i løbet af ugen har fået styr på cheftrænerposten med Steffen Højer, fortsatte de tendenser fredag aften.

Hjemme i Aalborg leverede nordjyderne en tam indsats spillemæssigt, da det blev til 1-1 mod Hobro IK i 1. division.

Gæsterne kom i første halvleg i front, mens AaB efter pausen kom på omgangshøjde efter et klodset begået straffespark fra Hobro.

Med det uafgjorte resultat er AaB fortsat uden sejr efter tre kampe i landets næstbedste række.

AaB var i første halvleg mest på bolden, men det var ikke meget, værterne skabte.

Det gjorde Hobro til gengæld efter lidt mere end et kvarter.

Villads Rasmussen sendte et indlæg ind i AaB-feltet, og her var det Oliver Klitten, der timede sit indløb perfekt og flot headede gæsterne i front.

Det ændrede ikke på, at AaB slet ikke kunne få spillet til at hænge sammen, og der skulle et klodset straffespark til for at bringe værterne tilbage i kampen.

Hobro-keeper Jonas Dakir tabte bolden og begik efterfølgende straffespark, og det udnyttede en kølig Oliver Ross.

Udligningen ændrede ikke på, at det var en flok fantasiløse AaB-spillere, når de havde bolden, og ingen af de to hold var for alvor tæt på at tage alle tre point i slutfasen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden