Sterling laver hattrick i sikker Manchester City-sejr
Manchester City cruiser videre mod det engelske mesterskab efter 4-0 over Norwich.
Manchester City er suverænt tophold i Premier League, og det ændrede lørdagens udekamp mod Norwich ikke på.
Førerholdet var overlegen og vandt 4-0 efter blandt andet et hattrick af den engelske landsholdsspiller Raheem Sterling.
Manchester City har 63 point for 25 kampe. Liverpool er nærmeste forfølger med 51 point for 23 kampe.
Der var aldrig reel spænding om resultatet lørdag aften på Carrow Road i Norwich.
Efter en halv time åbnede Sterling ballet med et flot spark efter en kikset Norwich-clearing i eget felt.
Kreative Phil Foden skovlede bolden over stregen til 2-0 i starten af anden halvleg efter en omgang flippermaskine i Norwich-feltet, inden Sterling efter 70 minutter headede sit andet mål i nettet.
Norwich-spillerne var i perioder statister, når City som så mange tidligere kørte bolden rundt og skabte masser af chancer.
I overtiden blev udeholdet tildelt et straffespark, som Sterling fik lov at eksekvere.
Offensivprofilens forsøg blev i første omgang klaret af Norwich-keeper Angus Gunn, men Sterling var hurtig over riposten og fuldendte sin fine aften.
Manchester City har nu 14 sejre og en uafgjort i sine seneste 15 ligakampe.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.