Stilhed før stormen hos EH Aalborg inden lørdagens oprykningsgyser
EH Aalborg skal overkomme SønderjyskE i den lange vej mod en plads i kvindernes Håndboldliga
HÅNDBOLD: Lørdag er EH Aalborg vært for et opgør mod SønderjyskE i den første ud af potentielt tre kampe i oprykningspillet.
Aalborgenserne sluttede som nummer to i kvindernes 1. division, mens sønderjyderne blev nummer tre i den næstbedste række.
De indbyrdes opgør i denne sæson er endt med to Aalborg-sejre og et nederlag. Den ene af sejren forekom dog i Santander Cuppen.
Hos EH Aalborg kan man mærke en helt særlig stemning før det vitale opgør.
- Stemningen er lidt anderledes for tiden. Man mærker en slags stilhed før stormen. Før det for alvor går løs, siger holdets cheftræner, Allan Heine.
- Jeg ved, at det er en kamp, vi har set frem til i lang tid, og vi har glædet os meget, så der rettes stor fokus mod den opgave, vi skal ud at levere over to - måske tre - kampe, tilføjer Allan Heine.
EH Aalborg er til lørdagens kamp ramt af "mandefald". Blandt andet er en amatørspiller rejst tilbage til sit hjemland.
- Vi er lidt udfordrede på skadessituationen. Vi har desværre ikke den trup til rådighed, som vi har haft i løbet af sæsonen. Desværre har en af vores spillere mistet sin far her for nylig, og så har vi en spiller, som egentlig var her som amatør, som er rejst tilbage til Tyskland, og så er der en fod, der driller gevaldigt for en sidste spiller. Det kunne godt være timet bedre, hvad det angår. Men jeg synes, de spillere, der er til rådighed, træner godt og har et rigtig fint niveau, som kan drille SønderjyskE, siger Allan Heine.
På grund af de indbyrdes kampe gennem sæsonen har de to mandskaber allerede krydset en del klinger. Det har givet kendskab til de taktiske aspekter hos modstanderen, og det gælder for så vidt i begge lejre.
- De ved også godt, hvad vi kommer med. Så det er lidt poker i forhold til, hvor meget man vil spille ud i forhold til at vinde kampen. Den skal ikke nødvendigvis vindes med alle midler. Der skulle gerne gemmes lidt midler til kamp nummer to. Det er to hold, der kender hinanden, og som har øvet nogle elementer, der kan overraske modstanderen, lyder det fra cheftræneren.
Hvis EH Aalborg går videre mod SønderjyskE, venter et hold fra Bambusa Kvindeligaen, nærmere bestemt sidstepladsen i kvalifikationsspillet, i en afgørende duel om oprykning. I øjeblikket frister Horsens Håndbold en uheldig tilværelse på den plads, men det kan meget vel ændre sig efter de næste kampe.
Der er kampstart lørdag 14.00 i Nørresundby Idrætscenter til opgøret mellem EH Aalborg og SønderjyskE. Som følge af de gældende corona-retningslinjer er tilskuere dog forment adgang.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.