AaB

Stjernens uheld gør ondt i AaB-lejren: - Han havde kæmpet hårdt for at komme tilbage

Lucas Andersen var ved at være i topform efter en skade og nu venter endnu en lang, sej kamp for at komme tilbage til Superligaholdet

Lucas Andersen bliver støttet af målmandtræner Poul Buus (th.) og fysioterapeut Simon Enevoldsen efter sit uheld i udekampen mod SønderjyskE. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Lucas Andersen bliver støttet af målmandtræner Poul Buus (th.) og fysioterapeut Simon Enevoldsen efter sit uheld i udekampen mod SønderjyskE. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Hvis tankerne hos spillerne ikke udelukkende var på den forestående Europa Playoff-kamp mod AGF ved starten af onsdagens AaB-træning, var det til at forstå.

De havde umiddelbart inden fået besked om, at holdets største profil, Lucas Andersen, ikke kommer til at træne med i de næste mange måneder.

Tirsdag aften viste undersøgelser, at det værst tænkelige var tilfældet vedrørende den knæskade, som offensiv-profilen pådrog sig efter 16 minutter i søndagens 4-0 sejr på udebane mod SønderjyskE. Der er nemlig tale om korsbåndsskade, som normalt kræver minimum et halvt års pause. For Lucas Andersens kommer den dårlige nyhed i kølvandet på, at han igen var ved at finde storformen efter at have kæmpet sig tilbage fra flere muskelskader. Den seneste fik han 8.december i pokalkampen mod B93.

- Først og fremmest er det trist for Lucas, som virkelige havde lavet et fremragende arbejde for at komme tilbage her i foråret, og jeg synes han så stærk ud på banen. Men nu må vi bruge vores energi på at forberede os på AGF-kampen, og så skal vi nok tage af os Lucas på en god måde, siger AaB's sportschef Inge André Olsen, som tilføjer, at skader og alvorlige af slagsen er en del af fodbold, men at det gør ondt, at det igen er AaB's nr.10, som er ramt.

- Når det er den samme spiller, det går ud over, kommer det medmenneskelige aspekt ind i det. Men skader kommer vi ikke uden om, og det her er nok ikke den sidste korsbåndsskade, der kommer i en superligaklub, lyder det fra Inge André Olsen.

Han er en fighter

Cheftræner Martí Cifuentes ærgrer sig selvsagt over, at holdets stærkeste offensive kort ikke kan bringes i spil i de kommende mange måneder men fastslår, at han er mest ked af det på Lucas Andersens vegne.

- Folk har ikke nogen idé om, hvor hårdt han har arbejdet for at komme tilbage på det her niveau, og så er han uheldig igen. Det er meget trist for ham, og for holdet og klubben er det er stort tab, for han er en fantastisk spiller. Men vi må støtte ham det bedste vi kan, så han får en god genoptræning, og jeg er sikker på, at han kommer stærkt tilbage, for han er en fighter, siger AaB's cheftræner.

Hårdt i hovedet

Blandt Lucas Andersens holdkammerater ved venstre backen Jakob Ahlmann nogenlunde, hvad der venter i de kommende måneder. Han har selv været igennem en korsbåndsskade, som holdt ham ude af spillet i halvandet år.

- Jeg håber og tror på, at Lucas' forløb kommer til at glide nemmere, end det gjorde for mig, men det er en hård omgang især oppe i hovedet. Han kommer til at have en lang periode, hvor han er væk fra holdet, og han har lige været igennem noget lignende. Han kommer helt sikkert til at savne glæden ved at spille fodbold. Men Lucas er stærk, og han har vist, at han kan komme tilbage. Vi skal nok hjælpe ham i de perioder, hvor det bliver ekstra hårdt, lyder det fra Jakob Ahlmann.

Det har onsdag ikke været muligt at få en kommentar fra Lucas Andersen.

Hold dig opdateret om AaB - Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden