Sport

Stjernequarterback vinder i NFL-comeback efter måneders fravær

Tilbagevendte Joe Burrow og Cincinnati Bengals overraskede i thanksgiving-kampen mod Baltimore Ravens.

Joe Burrow spillede en solid kamp i sit comeback, men blev i høj grad også hjulpet af Cincinnati Bengals' forsvar.
Joe Burrow spillede en solid kamp i sit comeback, men blev i høj grad også hjulpet af Cincinnati Bengals' forsvar. Nick Wass/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07:40

En af NFL's bedste spillere har misset over to måneder af sæsonen, men natten til fredag dansk tid vendte han tilbage med succes.

Efter en drilsk tåskade var quarterbacken Joe Burrow atter tilgængelig for Cincinnati Bengals, som overraskende besejrede Baltimore Ravens 32-14 på udebane.

Før kampen, der var en del af den traditionsrige thanksgiving-menu i USA, havde Bengals tabt otte af sine seneste ni kampe. Og Ravens gik ind til duellen med fem sejre på stribe.

Alligevel gik det ikke, som de fleste nok havde forventet.

Godt nok var Ravens foran 7-3 efter første quarter og havde mulighed for at bringe sig yderligere foran i andet quarter.

Men på vej mod et sikkert touchdown mistede Baltimores Isaiah Likely kontrollen over bolden, som i stedet endte i hænderne på Cincinnati.

Bengals-forsvaret forårsagede i alt fem turnovers, og det forhindrede hjemmeholdet i at finde rytmen kampen igennem.

Burrow var selv effektiv ved at kaste for 261 yards og to touchdowns, men han kunne i høj grad takke Bengals' ellers slatne defensiv for, at spændingen var elimineret i slutminutterne.

Ravens har seks sejre og seks nederlag i sæsonen, mens Bengals kravler op på fire sejre i divisionen AFC North, som føres af Pittsburgh Steelers.

Til thanksgiving er Dallas Cowboys en fast ingrediens, og holdet gav sit hjemmepublikum noget at fejre i sejren på 31-28 over Super Bowl-finalisten Kansas City Chiefs.

Også Detroit Lions er et fast indslag på den traditionsrige helligdag i USA, og der blev disket op med prominent pauseunderholdning i skikkelse af de lokale helte Jack White og Eminem.

På banen var niveauet knap så højt for værterne, som tabte 24-31 til Green Bay Packers.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden