Stolpe ud: Nu venter nyt vigtigt mål for FC Thy-Thisted Q

FC Thy-Thisted Q spillede sin chance flot i pokalfinalen mod Fortuna Hjørring, der dog viste sig at være for stor en mundfuld

Chancer var der nok af for FC Thy-Thisted Q i pokalfinalenederlaget til Fortuna Hjørring. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Chancer var der nok af for FC Thy-Thisted Q i pokalfinalenederlaget til Fortuna Hjørring. Foto: Torben Hansen

HJØRRING:Nok var der skuffelse at spore hos FC Thy-Thisted Q's store profil Beate Marcussen, men den dygtige kantspiller var fattet efter 1-3-nederlaget til Fortuna Hjørring i fredagens pokalfinale. 

- Vi er selvfølgelig skuffede, men vi er også stolte af vores præstation. I første halvleg havde vi flere gode chancer, og vi havde et straffespark, så der kunne vi godt være kommet bedre med i kampen, så den del er ærgerlig, siger Beate Marcussen, der var en evig kilde til problemer for Fortuna-defensiven. 

Den store udfordring var dog selve afslutningerne, der generelt manglede kvalitet. Den kvalitet havde Fortuna til gengæld, og det var FC Thy-Thisted Q-profilen klar til at anerkende.

- Det var på mange måde en lige kamp, men Fortuna var bare skarpere end os. De er måske vant til at komme til flere chancer end os, så de er skarpere i den slags situationer. Det så vi i den her kamp, siger Beate Marcussen, der sammen med sin tvillingesøster Agnete skifter til HB Køge fra næste sæson. 

- Det havde været fedt at slutte med endnu en pokaltitel. Det skal der slet ikke være tvivl om. Vi mødte bare et godt Fortuna-hold i dag, så vi skal ikke være skuffede. Vi har også stadig mulighed for at vinde bronze i ligaen, så nu er det den, vi går efter, siger Beate Marcussen. 

Afklaret træner

Normalt er FC Thy-Thisted Q-træner Peer Lisdorf vant til at vinde, så sølvmedaljer er ikke noget, han har mange af. Han tog dog finalenederlaget med oprejst pande. 

- Vi spillede virkelig godt, og vi fik de muligheder, som vi skal have i en pokalfinale. Det var simpelthen bare stolpe ud for os i dag. Jeg er sindssygt stolt over vores præstation, og det er det vigtigste, siger Peer Lisdorf. 

- Vi havde en ambition om, at kampen skulle være åben til det sidste, og det formåede vi trods alt. Det er klart, at de fik flere chancer mod kampens slutning, men overordnet set er jeg tilfreds med vores præstation, siger FC Thy-Thisted Q-træneren. 

Agnete Marcussen er sammen med sin tvillingesøster Beate snart fortid i FC Thy-Thisted Q. De skifter til mesterklubben HB Køge. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Agnete Marcussen er sammen med sin tvillingesøster Beate snart fortid i FC Thy-Thisted Q. De skifter til mesterklubben HB Køge. Foto: Torben Hansen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden