Vendsyssel FF

Stolt Henrik P: Spillerne viste karakter og flot spil

Vendsyssel FF viste flot spil og meget lovende 75  minutter i 1-1-opgøret mod Hvidovre

Wessam Abou Ali har netop udlignet til 1-1 for Vendsyssel i hjemmekampen mod Hvidovre.
Wessam Abou Ali har netop udlignet til 1-1 for Vendsyssel i hjemmekampen mod Hvidovre. Foto: Lars Pauli

Opdateret 29. august 2022 kl. 06:27

HJØRRING: Henrik Pedersen var nede på knæ og et godt stykke inde på banen, da han skulle juble over Wessam Abou Alis 1-1-scoring mod Hvidovre. Den indtraf med under fem minutter tilbage af den ordinære spilletid. Derfor den markante jubelscene fra Vendsyssel-træneren. 

- Det var en kæmpe forløsning. Spillerne havde virkelig fortjent at få noget med fra den her kamp, for hvis vi lige ser bort fra det første kvarter, så spillede vi en rigtig god kamp, siger Henrik Pedersen. 

Det første kvarter, som han henviser til kan udvides til de første 17 minutter. Et ugideligt tilbageløb fra Jelle van der Heyden kostede et mål til Hvidovres ellers fremragende midtbanedynamo Frederik Carlsen. Det målmæssige efterslæb kæmpede Vendsyssel FF med i resten af kampen, men der var chancer nok til at udligne Hvidovres føring. 

- Vi fik skabt meget. Blandt andet havde vi den store hovedstødschance til Lasse Steffensen. Vi sluttede klart bedst i første halvleg, og vi spillede sæsonens bedste halvleg efter pausen. Hvidovre er top to-tre i rækken, når det gælder fysik, og i den her kamp fik vi vist, hvor vi står rent fysisk. Det var meget positivt, siger Henrik Pedersen. 

Der var med andre ord mange elementer i spillet, som han var meget tilfreds med. Ikke mindst at han med Abou Alis udligning slap for at skulle forholde sig til et overdådigt chancespild. 

- Det var godt, at vi fik noget ud af anstrengelserne. Det her endte med at blive en test af vores kultur og karakter, og der må jeg bare sige, at vi bestod 100 procent, siger Henrik Pedersen. 

Hjemmekampen mod Hvidovre er den første af fire kampe mod modstandere, som lige nu ligner top seks-hold. Altså hold som Vendsyssel FF skal måle sig med i bestræbelserne på at spille med i toppen af rækken. 

- Vi kan i hvert fald være med mod et tophold i 1. division som Hvidovre. Vi havde en god defensiv og en stærk fysik. Så var anden halvleg som sagt det bedste, som vi har spillet. Jeg er stolt. Både over måden vi kom tilbage på, men også måden som vi fik angrebet anden halvleg på, siger Henrik Pedersen. 

Med det ene point er Vendsyssel noteret for 13 point på rækkens fjerdeplads. Næste opgave er en udekamp mod Næstved.

Vendsyssel FF - Hvidovre IF 1-1
  • Fodbold, NordicBet Ligaen
  • Mål: 0-1 Frederik Carlsen (17. minut), 1-1 Wessam Abou Ali (87. minut)
  • Vendsyssels hold (4-3-3): Marcsus Bundgaard - Rune Frantsen, Mads Greve, Tobias Anker, Emil Nielsen - Parfait Bizoza, Jelle van der Heyden (Victor Ekani, 46. minut), Panagiotis Armenakas (Tiemoko Konate, 64. minut) - Lucas Jensen, Lasse Steffensen (Carl Lange, 64. minut), Wessam Abou Ali.
  • Advarsler: Nicolai Carlsen (86. minut), Wessam Abou Ali (87. minut), Emil Nielsen (90. minut), Daniel Stenderup (92. minut), Magnus Fredslund (94. minut)
  • Tilskuere: 1026

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden