Fodbold

Stolte Villarreal-spillere: Vi gjorde Bayern tamme

Villarreal-spillere mener, at sejren over Bayern München burde have været større - Nagelsmann er delvist enig.

Der var fest på lægterne efter Villarreals 1-0-hjemmesejr over Bayern München. Spillerne siger tak for opbakningen.
Der var fest på lægterne efter Villarreals 1-0-hjemmesejr over Bayern München. Spillerne siger tak for opbakningen. Albert Gea/Reuters

Villarreal-midtbanespillerne Giovani Lo Celso og Dani Parejo er stolte af den indsats, som de sammen med deres holdkammerater leverede onsdag aften i den første Champions League-kvartfinale mod Bayern München.

Villarreal vandt med 1-0, og de to spillere mener, at sejren var helt fortjent, om end den måske burde have været et mål større.

- Bayern var favoritter, så jeg vil takke alle mine holdkammerater for den store indsats, de ydede. Villarreal er et sultent hold. Selv mod et af de bedste hold i verden, kunne vi lave en fænomenal præstation, og ærlig talt burde vores sejr have været større, siger Giovani Lo Celso ifølge uefa.com.

- Det første ord, der kommer på min nethinde er "stolthed". Vi vidste, at hvis vi gav bolden for nemt væk, så ville vi virkelig få problemer, men vi kreerede mange chancer og kunne have vundet større. Vi havde et mål om at vise os fra vores bedste side, og det gjorde vi helt bestemt, siger Lo Celso.

Holdkammeraten Dani Parejo mener også, at Villarreal strålede og gjorde tyskerne tamme.

- Det var en toppræstation. Vi demonstrerede, at vi kunne knokle hele vejen, og vi angreb godt, samtidig med at Bayern stort ikke skabte nogen chancer imod os.

- Vi har slået et af de bedste hold i verden, og faktisk var vi markant bedre end Bayern München i aften (onsdag, red.), siger Parejo.

De to spillere henviser til, at Villarreal undervejs i opgøret fik annulleret et mål for en snæver offside, og at holdet også ramte stolpen.

Bayern München-træner Julian Nagelsmann erkender, at hans hold var næstbedst i opgøret.

- Vi fortjente at tabe, vi var ikke gode. Vi manglede defensiv power i første halvleg, og vi skabte for få chancer.

- Anden halvleg var mere vild. Vi opgav noget af kontrollen, fordi vi var desperate efter at score, men vi kunne også have indkasseret to mål mere, siger Nagelsmann til DAZN ifølge uefa.com.

Han har frem til på tirsdag til at få lagt den slagplan, der kan vende dobbeltopgøret og sende Bayern München i semifinalen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden