AaB

Stor AaB-profil er tvivlsom inden pokalbrag i Lyngby

Når AaB tirsdag møder Lyngby i pokalturneringen, er det tvivlsomt, om en af de holdets store profiler med en vigtig mentalitet kan spille med

Foto: Lars Pauli

Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Der var masser af nordjyske lyspunkter i fredagens ligaopgør mod OB. AaB hentede nemlig tre point på et stemningsfyldt Aalborg Portland Park og indkasserede endda ikke nogen mål.

Men AaB-cheftræner Martí Cifuentes måtte alligevel gå fra opgøret med en mindre bet. Grundet et vrid i knæet under kampen er Rasmus Thelander nemlig tvivlsom til tredje runde af Sydbank Pokalen, hvor Lyngby venter på Sjælland.

- Rasmus havde det fint gennem kampen, men nu kan han mærke til det. Vi tager en sidste beslutning på dagen, om han er med. Så han er tvivlsom til kampen, lyder det fra cheftræneren.

Forsvarsgeneralen, der scorede første mål mod OB fredag, er ellers en af de spillere, der har den mentalitet, som Cifuentes skal have frem i den selvtillidsfulde trup. AaB er nemlig ubesejrede gennem otte kampe på tværs af ligaen og pokalturneringen, og det må ikke blive en hæmsko for holdet.

- Det kan være farligt at stå med de her perioder. Både som person og hold skal man være modne og forstå, at man skal tage sig mere sammen end nogensinde. Man skal præstere på et højt niveau nu. Modstanderne ved, hvor gode vi kan være, så de forbereder sig endnu mere, siger Martí Cifuentes.

- Det mentale arbejder vi en del med. Som stab har vi et stort ansvar, og nogle af spillerne på vores hold har den her vigtige vindermentalitet. Det er ligegyldigt, om du vandt i går. Du skal være engageret for at tage næste skridt. Den mentalitet skal spredes ud over holdet, når vi har unge spillere og mindre erfarne folk i truppen, siger han.

For nogle af dem kan det nemlig være første gang, at de står i rampelyset på den måde, som AaB-spillerne i øjeblikket gør.

- For fem måneder siden var folk ikke så tilfredse med én, når man gik ude på gaden. Nu er det omvendt. Alle vil have taget billeder med os og rose os. Det kan være lidt farligt, hvis man ikke er forberedt mentalt. Man skal nyde det, men når man træder ind på banen, handler det om at være der 100 procent, siger Cifuentes.

Det gælder også mod Lyngby, selvom tirsdagens modstander har en dagligdag i landets næstbedste række.

- Det er en fejl, hvis man bare tænker på dem som et 1. divisionshold. De er gode. De har et mandskab, som gjorde det fint i Superligaen. Der er mange gode spillere, som vi så i sidste sæson. Vi forventer en svær kamp, og det skal være vores tilgang. Ellers bliver det ikke en succes, siger træneren.

- Når det er en officiel kamp, så konkurrerer vi. Jeg vil aldrig eksperimentere i en kamp. Det gør vi til træning. Vi kommer med de bedste spillere, så længe de leverer og viser deres niveau. Men når man ser på de seneste fem-seks kampe, har spillerne fra bænken været gode, tilføjer han.

Den spanske træner er eksempelvis imponeret over den nyeste mand i AaB's midterforsvar. Efter fredagens indhop, hvor han ligeledes scorede til 2-0, har Anders Hagelskjær således en stor stjerne hos trænerstaben.

- Når man ser på Hagelskjærs indhop fra bænken, som har været fantastiske, så lægges der pres på de startende 11. Han viser, at han vil det, og det skal han hele ugen. Sådan er vores kultur. Det er ikke nok, at han viser sig frem i 20 minutter. Men knokler han gennem ugen, er jeg ligeglad med det seneste resultat. Så der er god konkurrence, og vi kommer måske med nogle ændringer, siger Martí Cifuentes.

Kampen spilles tirsdag klokken 18.30 på Lyngby Stadion og vises på Viaplay.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.