Sport

Stor football-kamp er udsat efter påkørsel i New Orleans

Football-kampen Sugar Bowl er udsat til torsdag som følge af det formodede angreb i det centrale New Orleans.

Politiet er massivt til stede ved Superdome, hvor Sugar Bowl skal spilles. Kampen er flyttet til torsdag.
Politiet er massivt til stede ved Superdome, hvor Sugar Bowl skal spilles. Kampen er flyttet til torsdag. Chris Graythen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:08

Football-kampen mellem universiteterne Notre Dame og Georgia i New Orleans er blevet udsat efter det formodede angreb i den amerikanske storby.

Det oplyser arrangørerne bag den såkaldte Sugar Bowl i et opslag på det sociale medie X.

Kampen fungerer som kvartfinale i slutspillet i den amerikanske college-liga, der er en af de største sportsligaer overhovedet i USA.

Den skal spilles torsdag i stedet for onsdag, lyder det.

Beslutningen er truffet, efter at en bil under nytårsfejringen i det centrale New Orleans blev kørt ind i en stor menneskemængde.

Mindst 10 personer døde, og 35 blev såret under påkørslen, der skete på den historiske gade Bourbon Street.

Den mistænkte, der kørte bilen, blev dræbt i en skududveksling med betjente efter påkørslen.

Sugar Bowl - kvartfinalen - skal spilles i Superdome, der til daglig er hjemmebane for NFL-holdet New Orleans Saints i verdens bedste liga for amerikansk fodbold.

Superdome er også det stadion, hvor dette års Super Bowl skal spilles i begyndelsen af februar. I den forbindelse plejer sikkerhedsopbuddet også at være enormt.

NFL skriver i en udtalelse på X, at episoden ikke får betydning for den store endagsbegivenhed om lidt over en måned.

- NFL og den lokale værtskomité har samarbejdet med de lokale, regionale og nationale myndigheder de seneste to år og har udviklet udførlige sikkerhedsplaner.

- Planlægningen vil fortsætte, som det er tilfældet ved alle store NFL-begivenheder, og vi er sikre på, at tilskuerne vil få en tryg og behagelig oplevelse, skriver NFL.

Superdome ligger under to kilometer fra det franske kvarter, hvor påkørslen fandt sted.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden