Stor gennemgang: Sådan ser fremtiden ud for AaB's talentsektor
Forsyningslinjen fra AaB's talentafdeling op til førsteholdstruppen har været under pres i de seneste år, men den skal nok blive genetableret, hvis du spørger Jacob "Figo" Larsen, som her giver en gennemgang af de forskellige årgange
Opdateret kl. 17:08
AALBORG: Nordjyske har bedt AaB's talentchef Jacob "Figo" Larsen om at gennemgå de forskellige årgange, der lige nu er en del af AaB Akademiet. I en anden artikel kan du læse om U19-holdet og de spillere, der presser sig på omkring AaB's førsteholdstrup.
Efter flere års stagnation eller måske mere korrekt tilbagegang på talentfronten i Nordjylland har AaB med talentchef Jacob "Figo" Larsen i spidsen fået strømlinet talentudviklingen, så AaB i de kommende år atter kommer til at have en fast forsyningslinje fra akademiet til førsteholdet.
Faktisk er der særligt ét af de nuværende kuld, der har overrasket stort i den forgangne sæson.
U17
Historien om AaB's U17-hold er ikke ulig historien om den grimme ælling, for der er sket store og meget positive forandringer over de seneste 11 måneder.
- I efteråret var jeg ofte træt af at se U17-kampene, for vi oplevede flere gange, at holdet blev kørt ud på røv og albuer. Vi kunne end ikke forsvare, selvom det var udgangspunktet, at vi måtte prøve at krige noget hjem. Langsomt fik man dog styr på defensiven, siger Jacob "Figo" Larsen.
Efter en helt igennem horribel første tredjedel af sæsonen, blev det pludselig bedre for det næstældste hold på AaB Akademiet. I første omgang blev de store nederlag vekslet til etmåls-nederlag, som træner Theis Larsen undervejs blev træt af, da han mente, at AaB var uofficiel dansk mester i at tabe kampe med et enkelt mål. Det vendte dog stille og roligt til det bedre.
- Jeg kan huske en kamp mod Randers mod slutningen af efteråret, som endte uafgjort. Her så jeg pludselig et U17-hold, der var i stand til at dominere kampen. Det var langt bedre end det vi hidtil havde set. Det er en tendens, som blot er blevet forstærket i foråret, hvor vi virkelig har set holdet tage store positive skridt, siger "Figo".
Han sætter ikke navn på de spillere, der for alvor har taget syvmileskridt, men spillere som Valdemar Møller på den centrale midtbane og forsvarsspilleren Nóel Arnorsson har udviklet sig kolossalt i løbet af foråret og fremstår begge som potentielle profiler på henholdsvis U17 og U19-holdet til næste sæson. Det står i skærende kontrast til udgangspunktet inden sæsonen, da det virkede malplaceret at tale om potentielle førsteholdsspillere i U17-truppen.
- Det positive er, at vi også har spillere fra den her U17-trup, som vi regner med kan gå hele vejen til førsteholdet. Det vil undre os meget, hvis vi ikke ser et par spillere gå hele vejen i det her kuld, siger Jacob "Figo" Larsen.
Han er ikke bleg for at finde de helt store roser frem, når han skal beskrive holdets udvikling, som også kunne kalde på en titel i retning af; Fra skrot til slot.
- Jeg mindes ikke at have set et hold i min tid som en del af AaB's talentsektor, der har udviklet sig så eksplosivt, som det vi har set med U17-holdet i denne sæson. Det er virkelig voldsomt på en meget positiv måde. Det både individuelt og kollektivt, at vi har set store fremskridt, siger talentchefen, der i samme moment roser trænerteamet med Theis Larsen i spidsen for et fantastisk stykke arbejde.
- Theis og hans trænerteam er også historien om, hvordan vores trænere også er blevet dygtigere i løbet af denne sæson. Ligesom vi skal udvikle dygtige spillere, så skal vi også udvikle dygtige trænere, siger "Figo".
Som en note kan det nævnes, at Anders Noshe i foråret har fået kampe på sin egen årgang - altså U17-holdet - og det ser i den grad ud til at have gavnet ham.
U15
AaB's U15-hold slutter på en femteplads i den yngste af de tre landsækkende ungdomsligaer, og dermed har årgang 2008 ramt et meget fint niveau, hvis man spørger talentchefen.
- Top fem er cirka det snit, som vi gerne vil ramme for U15 over tid. Nogle år vil det være lidt bedre. Andre år kan vi ikke helt være med i top fem, men AaB skal være i stand til at spille med i den sjove ende af tabellen på U15, som adskiller sig ved at være en enkelt årgang, hvor U17 og U19 er to årgange samlet til et hold, siger Jacob Larsen.
- Vi er meget tilfredse med den måde, som U15 har præsteret på. Det er et hold, der har været et dygtigt turneringshold, siger "Figo".
U15-holdet har ikke alene sikret sig en femteplads, men man er part i DBU Jyllands pokalfinale. Her er modstanderen FC Midtjylland.
AaB's U15-hold har desuden vist, at holdet rummer nogle endog meget store talenter. Blandt andet har man Valdemar Rubæk, der er topscorer i hele U15-ligaen, Malthe Mortensen og Johan Hvistendahl med til den afsluttende DBU-samling, som skal danne grundlag for udtagelsen af det nye U16-landshold. Årgangen rummer dog også flere andre dygtige spillere, som også bliver spændende at følge på sigt.
- Når vi snakker om resultaterne, så er det fordi de kan være en indikator på, hvordan den overordnede kvalitet er på den enkelte årgang. Du kan manipulere lidt med styrken på en årgang ved at spille mere eller mindre resultatorienteret, men når vi kigger på den nuværende U15-årtgang, så kan vi tydeligt se, at den årgang rummer generel kvalitet, og den rummer også nogle indlysende talenter, siger Jacob "Figo" Larsen.
Han pointerer også, at denne årgang bliver spændende at følge sammen med årgangen ældre, når de i næste sæson skal danne grundlag for U17-ligaholdet.
U14
AaB's U14-hold står på spring til at prøve kræfter med de landsdækkende rækker. Det bliver tilfældet efter sommerferien, og her må det forventes, at særligt Brøndby og FC København kommer til at stå stærkt. AaB bør dog også have en årgang, der kan spille med i den sjove ende.
Årgang 2009 er værd at følge, fordi det langt hen ad vejen bliver en rettesnor for kommende AaB-årgange. Her har godt trænerarbejde og fin scouting resulteret i, at man har udviklet en middelmådig årgang til at være en årgang, som man også for alvor tror på hos Jacob Larsen og den øvrige akademi-ledelse.
- Det er lidt historien om igen fra U17. Den her årgang har virkelig også udviklet sig lovende over det seneste år. Det har været en årgang, hvor vi har haft mange små spillere på holdet, men de er begyndt at vokse, og så kan vi se, at vores målrettede tekniske træning også har gjort noget for den enkelte spiller, der har fået hævet sit tekniske niveau, siger Jacob "Figo" Larsen.
Han bringer en meget sigende iagttagelse på banen, når han bliver bedt om at forklare den positive udvikling.
- Jeg stod og så en kamp mod Silkeborg i efteråret, hvor vi godt nok vandt, men vi blev spillet ud af brættet, og jeg stod og tænkte, at Silkeborg virkelig havde et stærkt hold. Her i foråret har vi spillet en kamp mod Silkeborg, hvor det var os, der dominerede kampen. Vi var gode på bolden og kunne virkelig sætte spillet, som vi gerne vil have vores hold til. Det er virkelig blevet en god årgang, som har det niveau, vi søger at opnå på hver enkelt årgang, siger AaB's talentchef.
Helt konkret betyder det, at AaB i denne årgang ser ud til at have nogle spillere, som igen vil gå langt i DBU's system og komme i betragtning til årgangens landshold. Ydermere er der offensive såvel som klare defensive profiler i den her AaB-trup.
Værd at bemærke er, at AaB's 2009-årgang tidligere på sæsonen vandt DBU Jyllands pokalturnering, og holdet slutter foråret som nummer to i sin pulje.
U13
U13-årgangen er den yngste på selve AaB-akademiet. De yngre hold ligger i 1885-regi. Denne sæsons U13-hold gik ubesejret igennem sit efterår, mens holdet har kæmpet med overgangen fra 8-mands til 11-mandsfodbold i foråret. Det kan aflæses på resultaterne, men omvendt er Jacob "Figo" Larsen ikke i tvivl om potentialet på denne årgang.
- Når de virkelig spiller sig ud, kan vi se et ekstremt højt teknisk niveau. Jeg har ikke set et lignende niveau på et U13-hold i min tid i AaB. Der er nogle indlysende talenter i den her årgang. Det gode er, at massen er så stor, at vi ikke kan sige, hvem det er, der bliver gode på sigt, men der er så mange spillere med et godt niveau, at vi er sikre på, at vi har fat i en meget spændende gruppe spillere, siger "Figo".
På denne årgang har AaB også bekendt kulør i forhold til sin strategi. Der bliver ikke hentet hurtige kalorier ind til holdet i form af fysisk stærke spillere, der kan være præstationsspillere på den korte bane.
- Derudover hæfter jeg mig ved, at vi har mange små spillere på holdet, og når de begynder at vokse, så ændrer deres forudsætninger sig drastisk, for de er virkelig dygtige rent teknisk. Lige meget spillernes fysiske formåen, så er det et krav, at vi kan se potentialet til at gå langt i vores system. Ellers er der ingen grund til, at de skal spille hos os, siger talentchefen.
Han er meget positiv i forhold til fremtiden for AaB Akademiet, for de yngste årgange er en fin rettesnor for, hvordan det skal se ud i de kommende år.
- Det niveau, vi ser hos de tre yngste årgange, er et niveau, som jeg mener bør være minimums-niveauet på alle fremtidige årgange i AaB. Her er der et stort potentiale og top-talenter i hver årgang, siger Jacob "Figo" Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.