Stor profil vender hjem til Mors-Thy
Det er takket være Henrik Toft Hansens eget initiativ, at han fra næste sommer vender hjem til Mors-Thy Håndbold
Opdateret kl. 20:19
HÅNDBOLD: Han har spillet 146 landskampe og repræsenteret nogle af verdens største håndboldklubber, men fra næste sommer trækker Henrik Toft Hansen i den blå Mors-Thy-trøje.
Det bekræftede den nordjyske ligaklub torsdag eftermiddag. Henrik Toft Hansen og Mors-Thy Håndbold har indgået en treårig aftale, og det er faktisk på den mangeårige landsholdsspillers initiativ.
- Sammen med min familie tog jeg for et stykke tid siden beslutningen om, at vi fra sommeren 23 gerne ville hjem, og vores plan er, at vores base skal være i Mors-Thys område. Derfor var det nærliggende at tage kontakt til dem, og efter nogle gode samtaler lykkedes det også at blive enige om en kontrakt, og det er jeg rigtig glad for, siger Henrik Toft Hansen
- Født: 18. december 1986
- Nuværende klub: Paris SG
- Skifter til Mors-Thy fra sommeren 2023 på en treårig kontrakt
- Tidligere klubber: SG Flensburg Handewitt, HSV Hamburg, Bjerringbro-Silkeborg, AG København, Aalborg Håndbold, HF Mors, Skive fH, HRH 74 Roslev
- 146 kampe på det danske A-landshold. Debut i 2008. OL-Guld 2016, OL-Sølv 2021 VM-Guld 2019, VM-Sølv 2013 EM-Guld 2012, EM-Bronze 2022
- Fransk mester: PSG Paris Handball 21/22, 20/21, 19/20, 18/19 Tysk mester: SG Flensburg-Handewitt 17/18 Dansk mester: AG København 11/12, Aalborg Håndbold 09/10
For 35-årige Henrik Toft Hansen er det kommende skifte også nærmest en tilbagevenden til udgangspunktet. Længe inden landsholdsgennembruddet og ophold i klubber som Aalborg Håndbold, AG København, SG Flensburg-Handewitt og Paris SG tilbragte stregspilleren sine sidste ungdomsår og første seniorår i HF Mors, der er en af Mors-Thys moderklubber. I sæsonen 2004/2005 var han med til at spille morsingboerne op i den bedste række for første gang.
- Det betyder rigtig meget for mig at vende hjem. I de mellemliggende 16 år har jeg høstet masser af erfaringer og store oplevelser, og det glæder jeg mig til at bidrage med i Mors-Thy. Jeg er rigtig glad og stolt over, at det her kunne lykkes, siger Henrik Toft Hansen.
Mens mangeårige landsholdskammerater som Mikkel Hansen, Niklas Landin og Rasmus Lauge i enten denne sæson eller næste sæson vender hjem til danske topklubber som Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg, skal Henrik Toft Hansen hjem til en klub, der traditionelt hører til i laget under de bedste.
- Jeg havde også andre muligheder end Mors-Thy, men der var ikke nogen muligheder, hvor den samlede pakke passede så godt, som den gør her.
- Jeg kommer hjem med store ambitioner, og det ved jeg også, at Mors-Thy har. Vi skal forsøge at drille de store, som klubben gjorde i forrige sæson ved at vinde pokalturneringen, men vi ved godt, at det kræver hårdt arbejde, siger Henrik Toft Hansen, der så sent som i januar var en del af det danske landshold ved EM.
- Jeg vil altid gerne spille på landsholdet, så jeg fortsætter med at stå til rådighed. Vi har taget den her beslutning om at vende hjem for at få en anden hverdag, men jeg har planer om at skulle spille håndbold i mange år endnu, og så må vi se, om der også bliver brug for mig på landsholdet, siger Henrik Toft Hansen.
Inden næste sommers comeback i Mors-Thy venter der Henrik Toft Hansen den femte og sidste sæson hos Paris SG.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.