AaB

Store afbrændere kostede AaB sejren mod Ajax

AaB havde chancerne til at slå Champions League-semifinalisterne, men skarpheden manglede

Foto: Andreas Falck
Foto: Andreas Falck Andreas Falck

Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:37

FODBOLD: Resultatet blev 1-1, da AaB lørdag eftermiddag mødte de hollandske mestre fra Ajax i en testkamp i Oldenzaal i Holland.

Kampen var afslutningen på AaB's træningslejr i Holland, hvor AaB'erne har været siden onsdag som et led forberedelserne frem mod den kommende sæson i Superligaen, der for AaB begynder om 15 dage i Lyngby.

AaB fik den perfekte begyndelse på kampen, da man efter 17 minutters spil udnyttede sin første chance til at komme foran 1-0. Kasper Kusk stod for forarbejdet. Hans afslutning blev dog blokeret, men riposten faldt ud i fødderne på Tom van Weert, der nemt kunne prikke bolden i mål.

Ajax havde bolden mest i første halvleg, men det var AaB, der havde alle chancerne. Efter en halv times spil burde det også være blevet 2-0 efter en god AaB-kontra. Kasper Kusk serverede bolden for Lucas Andersen, der afdriblede en Ajax-forsvarer, men helt fri midt for mål sparkede AaB's nye anfører bolden forbi mål.

Få minutter senere appellerede AaB forgæves for straffespark, da Frederik Børsting blev nedlagt af Ajax-målmanden, men straffespark fik AaB til gengæld efter 42 minutter, da Lucas Andersen blev nedlagt i feltet. Igen var AaB'erne dog uskarpe, da Tom van Weert sparkede bolden langt over mål.

Første halvleg sluttede med endnu en kæmpe chance til AaB, men denne gang var det Kasper Kusk, der i helt fri position sendte bolden forbi den fjerne målstolpe, så AaB trods alle chancerne måtte nøjes med at føre 1-0 ved pausen.

Ajax skiftede 10 nye spillere på banen fra anden halvlegs start, og det gav omgående pote. Hollænderne lagde et stort pres mod AaB-målet. Først diskede Jacob Rinne op med en stor dobbeltredning efter afslutninger fra nært hold, men kort efter måtte han give fortabt, da Danilo Pereira udnyttede en friløber til at gøre det til 1-1.

De friske Ajax-spillere dominerede stort i anden halvleg mod et AaB-hold, der som kampen skred frem blev plaget mere og mere af den trykkende varme på stadion Oldenzaal. De helt store chancer kom Ajax dog ikke frem til, og efter 72 minutters spil var AaB i stedet tæt på at slå til på en kontra.

Kasper Kusk tog fat i bolden på midten og banen og afdriblede flere Ajax-spillere, inden hans afslutning til sidst blev blokeret til hjørnespark.

Nærmere en sejr kom ingen af holdene, så det sluttede 1-1 mellem Ajax og AaB. AaB spiller den sidste testkamp inden superligapremieren på fredag, hvor det gælder en udekamp mod AC Horsens.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden