Store frustrationer i Aalborg-lejren: - Utroligt billigt

Efter at have fået ilt til hjernen kigger cheftræner Stefan Madsen indad og erkender, at Aalborg selv lukkede GOG ud af sækken

Aalborg-træner Stefan Madsen savnede et frikast i slutfasen, hvor GOG i stedet fik straffe og scorede sejsmålet. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Aalborg-træner Stefan Madsen savnede et frikast i slutfasen, hvor GOG i stedet fik straffe og scorede sejsmålet. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Rasende spillere, trænere og direktør for Aalborg Håndbold skød i samlet flok på dommerparret Mads Hansen og Jesper Madsen, da slutsignalet for den første DM-finale lød. 

GOG vandt nemlig 31-30 på aalborgensernes hjemmebane efter to kontroversielle kendelser i slutfasen. Først fik gæsterne straffe, og siden udeblev kendelsen i den anden ende.

- De skulle jo bare have kaldt et frikast på Morten Olsen, inden de dømte straffe til GOG, for han tog alt for mange skridt. Men adrenalinen pumper også heftigt lige der, siger cheftræner Stefan Madsen.

Playmaker Felix Claar kan dog ikke undlade at skyde på dommerne.

- Jeg synes, GOG fik et utroligt billigt straffe i sidste minut. I den fase skal det kun dømmes, hvis den er 100 procent sikker. Det føles også som om, at vi ikke helt havde marginalerne med os i anden halvleg, sukker svenskeren.

Stefan Madsen retter dog hurtig fokus indad mod ham selv og hans hold.

Felix Claar og Lukas Sandell i samtale med dommer Mads Hansen i sekunderne efter slutsignalet. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Felix Claar og Lukas Sandell i samtale med dommer Mads Hansen i sekunderne efter slutsignalet. Foto: Lars Pauli

- Efter at have fået lidt ilt til hjernen kan vi jo også godt se mange situationer i løbet af kampen, hvor vi selv kunne have gjort meget anderledes. Vi gik desværre kolde for kræfter i anden halvleg, og vores syv mod seks-spil, der ellers har været et våben, der har hjulpet os med at tage det værste tryk af de udmarvende dueller, blev for usikkert.

- Det betød, at vi i stedet indkasserede målene meget hurtigt i en periode, og så blev det for alvor svært, erkender Stefan Madsen.

Kun ét slag er dog tabt, og opgaven for Aalborg Håndbold er fortsat den samme, som inden den første finale. De skal vinde to kampe for at tage guld, og den første skal de tage på søndag i Odense.

-  Der er mange ting i den første finale, som vi er godt tilfredse med, men det kan jo også være, at Simon Pytlick og Emil Madsen rammer dagen bedre på søndag, og så er det pludselig en anden kamp. DM-guldet ligger mere til GOG end til os lige nu, men det skal vi forsøge at lave om på. Det starter søndag, siger Henrik Møllgaard.

- Vi må kigge på den her kamp og samle kræfterne igen, tilføjer Felix Claar.

- Lige nu føles det som om, at der er lang vej, men jeg er sikker på, at mit syn på tingene ændrer sig, når jeg har sovet på det, slutter den svenske playmaker.

Første DM-finale

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk