Stormagter prygler sig vej til ventet VM-isfinale

USA og Canada bliver som forventet duellanterne, når verdensmesteren i kvindeishockey skal findes i Herning.

Canadas ishockeykvinder var suveræne i semifinalen mod Schweiz, som blev spillet ud af banen i Herning. <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Canadas ishockeykvinder var suveræne i semifinalen mod Schweiz, som blev spillet ud af banen i Herning. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Nordamerika er ishockeysportens mekka, og på kvindesiden er det endnu mere udtalt, end det er hos mændene.

USA og Canada er urørlige, når det kommer til kvindeishockey. Det satte de to stormagter en stor, fed streg under ved lørdagens VM-semifinaler på isen i Herning.

Amerikanerne lagde for med at knuse Tjekkiet 10-1, og Canada ville ikke stå tilbage for den opvisning. I den anden semifinale kørte canadierne Schweiz over med 8-1.

Siden det første VM blev spillet i 1990, er der fundet 20 verdensmestre. 11 gange har Canada vundet. Ni gange har USA vundet. Og en af dem bliver altså også den 21. verdensmester i kvindeishockey.

Finalen spilles søndag klokken 19.30 i Herning.

I 19 af de hidtidige 20 VM-finaler, der har været afviklet, har det været et opgør mellem de to nordamerikanske ishockeymastodonter.

Kun i 2019 lykkedes det sensationelt Finland på hjemmebane at slå Canada i semifinalen, inden USA så tæmmede den finske eufori i finalen.

USA har vundet samtlige kampe ved dette års VM i Danmark. Canada har tabt en enkelt. Det var i gruppespillet - til netop USA. Den kamp vandt amerikanerne med 5-2.

Danmark deltog for andet år i træk ved A-VM, men næste år må holdet et niveau ned og spille B-VM.

Danskerne vandt en enkelt kamp i sin gruppe, men et sent tysk sejrsmål i sidste gruppekamp betød, at Danmark sluttede sidst og rykkede ud.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.