Sport

Storspillende dansk duo deler med englændere i Abu Dhabi

Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard funklede, men måtte nøjes med et halvt point mod engelsk duo.

Thorbjørn Olesen leverede sammen med Niklas Nørgaard en flot runde foursome. (Arkivfoto).
Thorbjørn Olesen leverede sammen med Niklas Nørgaard en flot runde foursome. (Arkivfoto). David Jensen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:32

Trods storspil måtte Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard tidligt lørdag nøjes med et halvt point i deres dyst med englænderne Tyrrell Hatton og Matt Wallace.

Det skete i Abu Dhabi, hvor ti spillere fra Kontinentaleuropa dyster med ti spillere fra Storbritannien i Team Cup, der er opvarmning til Ryder Cup til september.

Lørdag åbnede med fem foursome-dueller, hvor hvert tomandshold har én bold og skiftes til at slå den.

Og Nørgaard og Olesen viste hurtigt, at de er et stærkt match. Nørgaard har et af sportens længste drives, og Olesen er knivskarp på greens.

Efter de første ti huller var danskerne hele seks slag under banens par, men desværre for dem var Hatton og Wallace også stærkt spillende og kun bagud med to huller.

Nørgaard og Olesen gik resten af vejen til klubhuset i mere beskedne et slag under par, og da Hatton på 18. hul lykkedes med et flot eagleputt, endte det helt lige.

- Det var som altid en fornøjelse at spille med Niklas (Nørgaard, red.). Han er en af dem, der slår længst, så jeg fik set andre dele af banen, end jeg er vant til. Men uafgjort var en fair resultat, for de spillede godt, siger Olesen.

Ud over Olesen og Nørgaard dannede Rasmus Højgaard og Rasmus Neergaard par i en dyst mod Aaron Rai og Tom McKibbin, og det slap danskerne ikke heldigt fra.

Efter 15 huller var Højgaard og Neergaard bagud med fire huller, og dermed sluttede matchen før tid. Fredag var Højgaard og Neergaard ligeledes parret i fourball og tabte.

Olesen og Nørgaard sikrede i deres fourball fredag et halvt point, og holdet fra Storbritannien og Irland er foran 7-3.

Senere lørdag spilles endnu en omgang foursome med fem matcher, og her får Højgaard og Neergaard mulighed for revanche, når de skal op mod Hatton og Wallace.

Olesen og Nørgaard møder Tom McKibbin og Matthew Jordan.

Søndag afgøres Team Cup med ti singlekampe.

Ud over de fire nævnte danskere var også Nicolai Højgaard udtaget til Team Cup, men han måtte fredag melde fra til førstedagen med sygdom.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden