Mr. Boksning i Aalborg er død

Jens Jørgen Voldby, der i mange år var formand for IK Sparta og en stor drivkraft bag talrige boksestævner i Aalborg, er død i en alder af 80 år

Jens Jørgen Voldby ses her i IK Spartas lokaler i Vejgaard, hvor klubben huserede i mange år. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Jens Jørgen Voldby ses her i IK Spartas lokaler i Vejgaard, hvor klubben huserede i mange år. Arkivfoto: Henrik Bo

BOKSNING:Et af de mest ikoniske navne på det aalborgensiske boksescene gennem mere end et halvt århundrede er gået bort i en alder af 80 år.

Jens Jørgen Voldby var selv aktiv som bokser i 1960'erne, hvor han repræsenterede Lindholm Bokseklub og flere gange blev udtaget til byholdet.

Efter at have stoppet sin aktive karriere blev han i 1972 udnævnt til formand for Aalborg Boksealliance. Udover at samle trådene mellem de forskellige klubber i byen fungerede han også som matchmaker ved mange stævner.

Jens Jørgen Voldby (i midten) var i mange år formand for bokseklubben IK Sparta og tegnede klubben udadtil. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Jens Jørgen Voldby (i midten) var i mange år formand for bokseklubben IK Sparta og tegnede klubben udadtil. Arkivfoto: Henrik Bo

Siden overgik han til en lederpost i Lindholm Bokseklub og var også i en periode halinspektør i Dronninglund.

I 1982 meldte Jens Jørgen Voldby sig for første gang under fanerne i IK Sparta i Vejgaard, hvor han blev kasserer. Han forlod dog klubben i et par år til fordel for et inspektørjob i Sønderjylland, men i 1985 returnerede han til bestyrelsen i Sparta, og han gjorde også comeback som formand for Aalborg Boksealliance.

I 1992 satte han sig for første gang i formandsstolen hos IK Sparta, og han endte med at sidde på den post i 22 år.

Jens Jørgen Voldby (tv.) ses her fotograferet i forbindelse med julestævnet i Aalborg i 2011. De øvrige er Bjarne Krogh, Lindholm Bokseklub, og Henrik Thomsen, AK Jyden. <i>Arkivfoto: Michael Koch</i>

Jens Jørgen Voldby (tv.) ses her fotograferet i forbindelse med julestævnet i Aalborg i 2011. De øvrige er Bjarne Krogh, Lindholm Bokseklub, og Henrik Thomsen, AK Jyden. Arkivfoto: Michael Koch

Gennem sin karriere som bokseleder blev han flere gange hædret for indsatsen. Han fik blandt andet SIFA's lederpris og blev kåret til årets leder i JABU (Jysk Amatør Bokse-Union).

I 2005 havnede han dog også i modvind, da han blev idømt 40 dages ubetinget fængsel, fordi retten fandt det bevist, at han havde tildelt en 15-årig dreng flere slag. Trods dommen fik han dog lov at fortsætte på posten som formand for IK Sparta.

Jens Jørgen Voldby efterlader sig både børn, børnebørn og oldebørn. Begravelsen finder sted fredag 17. juni fra Vejgaard Kirke.

Jens Jørgen Voldbys dødsannonce i Nordjyske Stiftstidende.

Jens Jørgen Voldbys dødsannonce i Nordjyske Stiftstidende.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.