Stort nytårssalg i nordjysk fodboldklub
1. divisionsklub siger farvel til stort angribertalent efter blot halvandet års samarbejde
Opdateret kl. 10:47
Nordjyske kunne lige før jul fortælle, at angriberen Laurs Skjellerup formentlig er tabt for Hobro IK, og fredag blev det så officielt.
Den nordjyske 1. divisionsklub sælger den 21-årige fysisk stærke angriber til IFK Göteborg for et ikke offentliggjort millionbeløb.
Den svenske traditionsklub kæmper for at vende tilbage til tidligere tiders storhed, og i den forgangne sæson sikrede IFK sig kun med nød og næppe overlevelse i Allsvenskan. Aftalen med den nu forhenværende Hobro-spiller gælder for fire år.
Laurs Skjellerup spillede ungdomsfodbold hos Hobro IK, inden han skiftede til naboklubben Randers FC. Her vurderede man dog, at angriberen ikke kunne bruges i Superligaen, og derfor hentede Hobro ham i sommeren 2022 hjem igen.
Siden har Laurs Skjellerup bidt sig fast på nordjydernes mandskab og imponeret med sin fysik og hurtighed. På målscoringsfronten mangler han dog stadig at folde sig fuldt ud. Det er i denne sæson kun blevet til to scoringer i 1. division.
– Vi er stolte over igen at kunne sælge en af vores unge spillere og det er et flot skulderklap, at vi kan udvikle spillere, der rykker videre til klubber i de bedste rækker - både i og udenfor Danmark, siger Hobros tekniske chef, Lars Justesen, i en pressemeddelelse.
Laurs Skjellerup tiltræder i IFK Göteborg straks efter nytår, men han glemmer bestemt ikke barndomsklubben.
– Hobro IK har været et trygt sted for mig at udvikle mig, og klubben har været stærkt medvirkende til, at jeg nu føler mig klar til at prøve noget nyt og større. Jeg vil sige en stor tak til alle i og omkring klubben, udtaler angriberen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.