Fodbold

Super League-advokater vil reformere: Vigtigere end Bosman-dom

Får Super League medhold ved EU-Domstolen, står fodbolden foran en stor reformation, mener advokat.

Mandag og tirsdag har der været høring i sagen mellem Super League og fodboldforbundene Uefa og Fifa.
Mandag og tirsdag har der været høring i sagen mellem Super League og fodboldforbundene Uefa og Fifa. Dado Ruvic/Reuters

Advokaterne for den foreløbigt skrinlagte udbryderliga Super League går efter at få EU-Domstolens accept til at kunne liberalisere fodbolden.

I så fald vil det være "100 gange vigtigere end Bosman-dommen", lyder det fra Jean-Louis Dupont, en af Super Leagues advokater, ved en høring tirsdag i Luxembourg.

Han henviser til en dom fra 1995, der er opkaldt efter fodboldspilleren Jean-Marc Bosman.

Den dom fastslog, at spillere frit kunne skifte klub efter kontraktudløb og lagde dermed grundstenen til den måde, som transfermarkedet fungerer på i dag, men var samtidig også en revolution for arbejdskraftens frie bevægelse inden for EU.

Får Super League medhold i ønsket om at kunne lave en udbryderliga uden sanktioner fra eksempelvis Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), vil det være endnu mere revolutionerende, mener Super League altså selv.

- Det handler ikke om, at vi ville lave en lov fra det vilde vesten. Vi vil bare have, at EU-domstolen siger - akkurat som det er tilfældet i alle andre brancher - at ingen kan have monopol (på at afvikle internationale fodboldturneringer, red.), og at alle kan prøve lykken.

- Alle skal have ret til muligheden for at etablere noget, som kan tilbyde fansene et alternativ, der er bedre end det, der eksisterer. Det kaldes fri konkurrence, lyder det fra Super League-advokaten.

Uefa-repræsentant ved høringen Donald Slater køber dog ikke argumenterne.

- Super League fejlede ikke på grund af et muligt monopol på markedet, men fordi europæiske fans værdsætter de værdier, som vi tilbyder, siger han.

Super League blev lanceret i april 2021 af 12 europæiske storklubber.

Det vakte enorm utilfredshed blandt både fans, politikere og andre fodboldklubber. Det tog da heller ikke mere end 48 timer, før samtlige af turneringens engelske klubber havde trukket sig fra projektet.

I dag er kun Juventus, Real Madrid og FC Barcelona fortsat en del af Super League.

Efter lanceringen søgte Uefa og Fifa straks efter måder, man kunne sanktionere udbryderklubberne på. For eksempel ville forbundene udelukke klubbernes spillere fra at deltage i VM og EM. EU-domstolen skal blandt andet være med til at vurdere, om en sådan sanktion i så fald er lovlig.

Der har været høring både mandag og tirsdag i denne uge.

Der forventes først at falde dom ved EU-domstolen i begyndelsen af 2023.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden