Sport

Sur jubilæumskamp: Landin accepterer lynudvisning

Magnus Landin nåede kun at spille lidt over et minut i sin landskamp nummer 150, inden han blev smidt ud.

Tidlig exit: Magnus Landin forlader banen efter sit røde kort i starten af anden halvleg.
Tidlig exit: Magnus Landin forlader banen efter sit røde kort i starten af anden halvleg. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det skulle have været et festligt jubilæum fejret med mere end 14.000 mennesker, men Magnus Landins 150. landskamp blev en noget sur oplevelse.

Den rutinerede fløjspiller kom på banen fra anden halvlegs start, men nåede kun at optræde på halgulvet i Boxen i 1 minut og 21 sekunder, inden han blev smidt ud med direkte rødt kort.

- Man sidder med en underlig følelse, når man må forlade banen efter 1 minut og 20. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig min jubilæumskamp skulle være. Jeg har en ambivalent følelse.

- Jeg ved ikke lige, hvordan jeg personligt vil huske tilbage på kampen. Jeg kan jo glæde mig over, at vi spillede en god kamp, siger Magnus Landin.

I en forsvarsaktion kom han uforvarende til at lange den ene albue i ansigtet på en italiensk modstander.

Dommerne kiggede situationen igennem på video og gav Landin det røde kort. Dermed var hans jubilæumskamp slut, før den rigtig var kommet i gang.

Men Landin har ikke noget at udsætte på dommernes vurdering af situationen.

- Jeg vidste godt, at jeg ramte ham. Jeg vidste bare ikke, hvor jeg ramte ham, og hvor voldsomt det var. Jeg håbede lidt på, at det bare var til to minutter.

- Jeg har set den bagefter, og der var jo rødt kort. Jeg ramte ham jo med albuen i ansigtet, og selv om det ikke var bevidst, så er det selvfølgelig helt okay, at jeg fik rødt kort, siger Magnus Landin.

Holdkammeraterne klarede sig dog fint uden den forsvarsstærke fløj. Danmark slog Italien med 39-20 og sluttede det indledende gruppespil med maksimumpoint.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden