Suspenderet norsk landstræner: Vi blev VM-fartblinde
Skandaleombruste Magnus Brevig angrer forsøg på snyd. Han blev grebet af momentet ved VM i skihop, siger han.
Håbet om at afslutte VM i skihop på hjemmebane med bravur endte med at få staben omkring det norske landshold til at søge ulovlige genveje.
Ulovlige syninger i tre hopperes dragt endte med at føre til tre diskvalificeringer, og søndag blev både landstræner Magnus Brevig og servicetekniker Adrian Livelten suspenderet øjeblikkeligt for deres rolle i sagen.
Landstræner Brevig mødte efter suspenderingen pressen. Han erkendte sin skyld, men slog også fast, at han ikke handlede alene.
- Det var en fælles beslutning, men jeg burde som cheflandstræner absolut have stoppet det, siger han ifølge nyhedsbureauet NTB.
- Vi angrer som hunde, og jeg er forfærdelig ked af det. Vi blev fartblinde i VM-boblen og lod os trække langt over grænsen.
Han slår fast, at han ikke vil trække sig som landstræner, men vil afvente den tilbundsgående undersøgelse, som Norges Skiforbund (NSF) nu vil indlede.
Sportschefen for skihopperne, Jan-Erik Aalbu, vil ikke udtale sig om, hvorvidt Brevig på nogen måde kan have en fremtid som landstræner, afhængigt af hvad undersøgelsen af miseren viser.
Han udelukker ikke, at der kan komme flere suspenderinger.
- Vi skal til bunds i denne sag. Det er et ansvar, jeg tager meget alvorligt, lyder det fra Aalbu ifølge NTB.
Det var nogle af konkurrencens øvrige nationer, der ledte Det Internationale Skiforbund (FIS) på vej til at opdage snyderiet.
Østrig, Polen og Slovenien havde klaget, men det blev i første omgang afvist af FIS, som dog ændrede mening, efter at dragterne blev kontrolleret igen.
Forinden havde en video floreret på internettet. Den var optaget gennem en dør og viste angiveligt, at dragterne blev syet om aftenen inden konkurrencen.
Det var hopperne Marius Lindvik, Johann André Forfang og Kristoffer Eriksen, som blev diskvalificeret. Førstnævnte hoppede sig ellers til VM-sølv i første omgang.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.