Suveræn sæsonstart af Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold er videre til kvartfinalen i Santander Cuppen

Henrik Møllgaard og Aalborg Håndbold fik en perfekt start på den nye sæson. Arkivfoto: Bente Poder

Henrik Møllgaard og Aalborg Håndbold fik en perfekt start på den nye sæson. Arkivfoto: Bente Poder

HÅNDBOLD:Sæsonen begyndte, som den seneste sluttede, da Aalborg Håndbold fredag aften tog hul på forsvar af både pokaltriumf og mesterskab med en sejr på udebane over KIF Kolding i Santander Cuppens ottendelsfinaler.

Kampen endte med en stensikker sejr på 25-19 til aalborgenserne, og sejren var aldrig i fare.

Men det var ikke nogen ubetinget køn håndboldkamp, og det var ret tydeligt at se, at vi er tidligt på sæsonen.

Alene i første halvleg tegnede de to mandskaber sig til sammen for 16 tekniske fejl.

Aalborg viste dog, at den defensiv, der hidtil har været frygtet, bare er blevet endnu stærkere. Med tilgangen af Mads Christiansen er midtzonen blevet nærmest frygtindgydende, og det var da også defensiven, der gjorde, at Aalborg kunne gå til pausen med en føring på fire mål ved stillingen 12-8.

Godt bakket op af målmand Mikael Aggefors var der ikke meget, der kom igen den aalborgensiske mur. Og føringen kunne endda have været endnu større - især fløjspilleren Mark Strandgaard tegnede sig for nogle alvorlige afbrændere.

Og troede nogle i Sydbank Arena, at Kolding stadig kunne komme tilbage i kampen, så blev håb hurtigt slukket i anden halvleg, og allerede efter 10 minutters spil, så havde Aalborg udbygget føringen til ni scoringer, og så var den kamp afgjort - også slvom Kolding fik lukket noget af hullet resten af kampen.

Stefan Madsen kunne endda bytte godt rundt på holdet og give spilletid til flere af de unge, ligesom der var debut til Mishels Liaba og Benjamin Jakobsen.

Magnus Saugstrup endte som topscorer med fem scoringer, mens Mikael Aggefors bød ind med 13 redninger i målet.

Og det er kun positivt, for allerede fra sæsonstart kommer Aalborg Håndbold ud for det benhårde kampprogram, der venter resten af sæsonen med deltagelse i Champions League.

Tirsdag i næste uge spiller holdet Super Cup mod GOG i Næstved, og fredag indledes sæsonen i Herre Håndboldligaen med en hjemmekamp mod Nordsjælland Håndbold.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.