Suveræne pirater spillede sig i DM-finalen

Aalborg Pirates leverede et stykke professionelt håndværk, da piraterne kølhalede Odense Bulldogs 5-1 i den fjerde og dermed sidste semifinale

Mikkel og Martin Højbjerg jubler her over det første af fem Pirates-mål i semifinalesejren over Odense Bulldogs.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Mikkel og Martin Højbjerg jubler her over det første af fem Pirates-mål i semifinalesejren over Odense Bulldogs.  Foto: Claus Søndberg

ISHOCKEY:Aalborg Pirates er klar til DM-finalen. Semifinaleserien mod Odense Bulldogs blev på sikker vis lukket 5-1 i den fjerde kamp, som resulterede i den ottende slutspilssejr på stribe til piraterne.

I H.C. Andersens fødeby har Odense Bulldogs de seneste uger skrevet sit eget ishockey-eventyr, men der var ikke nogen lykkelig slutning. Det satte Aalborg Pirates en effektiv stopper for. 

Måske havde det fynske hockeypublikum lugtet lunten, for de var langt fra mødt ligeså talstærkt op, som det var tilfældet til kamp to. 

Da hallens DJ satte "Himmelhunden" på lydanlægget, var den kollektive sangstemme forvandlet til en omgang mumlen uden rigtig appel. Nærmest som var man klar over, at det her ikke blev et comeback men derimod en afsked med semifinaleserien og drømmen om et DM-guld.   

Pierre-Olivier Morin og Aalborg Pirates spillede mandag aften den fjerde semifinale i slutspillet mod Odense Bulldogs i Spar Nord Arena i Odense.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Pierre-Olivier Morin og Aalborg Pirates spillede mandag aften den fjerde semifinale i slutspillet mod Odense Bulldogs i Spar Nord Arena i Odense.  Foto: Claus Søndberg

Piraterne viste stor styrke i første periode af mandagens kamp i Odense, da man spillemæssigt var mere dominerende, end det var tilfældet af første periode af søndagens møde. I søndagens kamp førte Pirates 3-0 efter første periode, mens der efter de første 20 minutter af mandagens kamp blot var en 1-0-føring til piraterne på tavlen.

Første periodes enlige scoring faldt efter et mønsterangreb fra piraternes tredjekæde. Tobias Ladehoff åbnede med en skærende diagonalpasning til Martin Højbjerg, der fandt sin tvilling Mikkel Højbjerg, der firstimede pucken i mål. Scoringen var kulminationen på flere minutters pres mod hundeburet. Pirates spillede flot og flydende hockey, når man havde pucken, og modsat var der stor konsekvens og koncentration, når de defensive opgaver skulle løses. Det efterlod et indtryk, hvor ordet klasseforskel trængte sig på.  

Direkte adspurgt om, hvordan Bulldogs skulle komme tilbage i kampen efter første periode var der et overraskende men kontant svar fra en lokal fan: - Odense skal nok smide et eller andet på isen, så kampen bliver afbrudt.

Kampen i tal

Odense Bulldogs - Aalborg Pirates 1-5

Periodecifre: 0-1, 1-1, 0-3

Mål: 0-1 Mikkel Højbjerg (15.16), 1-1 Christian Thunbo (31.06), 1-2 Patrick Bjorkstrand (37.17), 1-3 Mikkel Højbjerg (53.42), 1-4 Thomas Spelling (56.57), 1-5 Jeppe Juul Korsgaard (59.35)

Udvisningsminutter: Odense 2, Aalborg 0

Tilskuere: 1218

Dermed er Aalborg Pirates klar til DM-finalen efter 4-0 i semifinaleserien.

Umiddelbart så tendensen fra de første 20 minutter ud til at fortsætte ind i anden periode. Aalborg lagde igen bedst ud, men efter et par sløsede aktioner fra Pirates-spillerne vendte momentum, så det nu var i fynsk favør. Bulldogs-spillerne fik færden af mål, og det skabte et mere intenst kampbillede, hvor der nu var to hold på isen. 

Som en næsten logisk udvikling fik Odense Bulldogs udlignet ved Christian Thunbo, der afløste den karantæneramte Mathias Møllgaard hos Bulldogs. Målet opstod meget sigende efter en mindre fejl i Pirates-defensiven. Det var den typiske kilde til de farlige situationer, som fynboerne fik skabt i den periode af kampen. 

Da Dj'en atter valgte at spille "Himmelhunden", ramte fællessangen et niveau, der emmede mere af tro på en fynsk sejr. 

Aalborg Pirates er dog ikke grundspilsvinder, pokalmester og guldfavorit for ingenting. Hurtigt kom piratskibet på ret køl. Selvom Odense nu for alvor havde fået mod på semifinaletilværelsen, var det Pirates, der dikterede kampens gang, og det blev understreget, da Patrick Bjorkstrand fik gjort det til 2-1 med lidt målmandsstøtte fra Bulldogs-keeper Samu Perhonen. 

Tredje periode var sidste udkald for Odenses finaleambitioner, men fynboerne havde svære betingelser. Pirates sad stadig solidt på spillet, da tredje periode kom undervejs. Da kampens første powerplay indtraf fik Pirates to minutter i overtal, men det kom der ikke det store ud af. Til gengæld animerede den veludførte undertalsperiode Bulldogs-spillerne til at indlede en sidste offensiv i jagten på en udligning. 

Det er lige mad for Aalborgs skøjtestærke forwards. Blandt andet to gange Højbjerg og en gang Ladehoff. 

Aalborgs stærke tredjekæde slog til igen. Og ligesom ved det første mål hed rækkefølgen. Ladehoff, Martin Højbjerg og til sidst Mikkel Højbjerg som skarpskytte. 

3-1-scoringen punkterede kampen og dermed også serien. Kisten blev helt sømmet til, da Thomas Spelling scorede for anden udekamp i træk, da han udnyttede et tomt Odense-mål til at lukke og slukke til 4-1. Jeppe Juul Korsgaard fik også et ekstra point på den personlige konto, da han gjorde det til 5-1. Ligeledes i tomt mål.

De fynske fans skal roses for at synge deres hold flot ud af serien. En kæmpe gestus fra hjemmepublikummet, der tydeligvis satte pris på semifinaleindsatsen.

 Aalborg Pirates er for sin del klar til finalen for anden sæson i træk. I skrivende stund ligner Esbjerg Energy finalemodstanderen. Vestjyderne er foran 3-1 i kampe mod Rungsted.

Tobias Ladehoff ogAalborg Pirates spillede sig i finalen ved at knockoute Odense Bulldogs 4-0 i vundne kampe. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Tobias Ladehoff ogAalborg Pirates spillede sig i finalen ved at knockoute Odense Bulldogs 4-0 i vundne kampe. Foto: Claus Søndberg

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden