spil

Svensk EM-helt scorede efter slutfløjt: Det er vanvittigt

Niclas Ekberg var klar til at træde i karakter, da det gjaldt, og han sørgede for, at Sverige vandt EM.

HANDBALL-EURO-FINAL-ESP-SWE
HANDBALL-EURO-FINAL-ESP-SWE Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

Niclas Ekberg blev dagens mand i skysovs, da Sverige søndag vandt EM i herrehåndbold.

På et straffekast efter slutfløjt bankede han bolden forbi ørerne på den spanske stjernekeeper Gonzalo Pérez de Vargas.

På den måde vandt Sverige 27-26 og snuppede dermed sit første europamesterskab siden 2002.

Niclas Ekberg, der har en fortid i dansk håndbold hos AG København, havde én opgave i opgøret.

Det var at kaste straffekast, og da han til sidst sad på bænken og så Sverige generobre bolden ved stillingen 26-26, havde han luret, at han kunne komme i spil én sidste gang.

- Det var lidt vanvittigt. Jeg fik en følelse i maven af, at jeg måske skulle ind at skyde, så jeg lynede lige trøjen lidt ned, siger han til TV 2.

THW Kiel-fløjen fortæller, at han efter en skudfinte bare besluttede at give den gas med en afslutning i toppen af målet, og det var en god beslutning.

I hvert fald strøg kuglen i mål, og Ekberg er henrykt over, at han nu kan kalde sig europamester.

- Det er fantastisk. Det er vanvittigt, det vi har lavet sammen, siger Ekberg, som fremhæver det arbejde, landstræner Glenn Solberg har stået for, siden han blev ansat i 2020.

- Fra den første dag Glenn tog over, begyndte vi at bygge en et fundament op, og det holder vi fast i, uanset hvordan det går på banen, siger Ekberg.

På banen har Jim Gottfridsson været Solbergs forlængede arm, og playmakeren blev efter finalen hædret som EM-slutrundens mest værdifulde spiller.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden