Svensk pointmaskine: - Vi skal nok klare os godt

Der er fortsat stor optimisme hos Frederikshavn White Hawks trods en hård periode

Her jubles der efter en scoring af Daniel Trkulja (t.v.), som har fået en fin start på tilværelsen i Frederikshavn.  <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Her jubles der efter en scoring af Daniel Trkulja (t.v.), som har fået en fin start på tilværelsen i Frederikshavn.  Arkivfoto: Claus Søndberg

FREDERIKSHAVN:Efter en fornem indledning på sæsonen er Frederikshavn White Hawks løbet ind i fem nederlag i de seneste seks kampe, så fredagens hjemmekamp mod Odense Bulldogs handler mere end noget om at komme tilbage på sejrssporet for Danmarks nordligste Metalliga-klub. 

De udeblevne sejre har betydet, at Frederikshavn White Hawks er gledet ned gennem tabellen, så man lige nu indtager ottendepladsen et godt stykke fra top-fire-placeringerne, der efter 16 runder udløser en plads i Final4. 

- Det skal nok blive bedre i løbet af sæsonen. Vi har et nyt ungt hold, og vi kommer til at lave fejl. Når jeg ser på holdet, så er vi bedre end de seneste kampes præstationer, siger Daniel Trkulja. 

- Vi har ikke lige haft den nødvendige skarphed, og så kommer vi som sagt til at lave fejl, som bare bliver straffet lige nu. Jeg er dog sikker på, at vi nok skal finde det niveau, der skal til for at få nogle flere sejre, siger Daniel Trkulja. 

Mens White Hawks har tabt terræn på det seneste, så har Daniel Trkulja personligt været godt spillende. Den rutinerede svensker, der blandt andet har 176 kampe i SHL under bæltet, har leveret ni point i ligeså mange ligakampe. Altså et flot snit fra en spiller, der netop er hentet til havnebyen for at levere et pointgennemsnit over normalen. 

- Jeg tror godt, man kan forvente mere fra mig. Jeg har været nogenlunde tilfreds med mit eget spil, men i lighed med holdets præstationer, så skal jeg også blive bedre, siger Daniel Trkulja, der er imponeret over niveauet i såvel Frederikshavn som i ligaen. 

- Niveauet for hele ligaen minder meget om det, jeg oplevede sidste sæson i Norge. Her i Frederikshavn mener jeg, at vi har en meget talentfuld gruppe, der kan udvikle sig meget i denne sæson. Vi skal nok klare os godt, siger Daniel Trkulja.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.