Svensk speedskater slår egen verdensrekord og vinder OL-guld
Niels van der Poel sikrede med sin verdensrekordtid Sveriges første guldmedalje i 34 år på 10.000 meter.
Det kan ikke gå for stærkt på isen, når man hedder Nils van der Poel.
Svenskeren satte fredag verdensrekord på 10.000 meter i herrernes speedskating og stiller sig øverst på sejrspodiet med en guldmedalje.
Den 25-årige skøjteløber kom i mål med en tid på 12 minutter og 30,74 sekunder, hvilket er verdensrekord og dermed også olympisk rekord.
Van der Poel var knap 14 sekunder hurtigere end hollandske Patrick Roest, der landede den næstbedste tid og vandt sølv.
Svenskeren satte sin nu tidligere verdensrekord 14. februar sidste år ved VM i Holland. Den nye rekord er tre sekunder hurtigere.
Den nu tidligere olympiske rekord blev sat ved seneste vinter-OL i Pyeongchang i 2018. Tiden blev sat af canadiske Ted-Jan Bloemen, der dengang kom i mål efter 12 minutter og 39,77 sekunder.
OL-uldmedaljen er Sveriges første af slagsen i 34 år på 10.000 meter. Den nordiske nation har i alt vundet seks OL-guldmedaljer på distancen på herresiden gennem tiden.
Det er desuden Nils van der Poels anden guldmedalje ved dette års vinter-OL. I søndags vandt han også guld på den halve distance.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.