Sport

Svensk VM-helt vidste ikke Sverige var på vej videre

Anthony Elanga udlignede for Sverige mod Japan, men han ville mere, selv om et point var nok til avancement.

Anthony Elanga opfordrede ved 1-1 sine svenske holdkammerater til at fortsætte med at angribe, selv om uafgjort mod Japan var nok til at gå videre fra VM-gruppen.
Anthony Elanga opfordrede ved 1-1 sine svenske holdkammerater til at fortsætte med at angribe, selv om uafgjort mod Japan var nok til at gå videre fra VM-gruppen. Hannah Mckay/Reuters

Sverige spillede sig natten til fredag dansk tid videre fra VM's gruppespil med 1-1 mod Japan, men det var ikke alle svenskerne, der var klar over, at et point var nok til avancement.

Ved slutfløjt kastede Anthony Elanga, der med lidt under en halv time tilbage udlignede for svenskerne, sig i græsset og troede, at VM var overstået.

- Jeg råbte undervejs, at vi skulle gå efter mere. Jeg vidste ikke, at vi var videre. Men så hørte jeg nogen råbe, at et point var nok, siger Elanga efter kampen ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Med det ene point mod Japan slutter Sverige på tredjepladsen i gruppe F bagved Japan og gruppevinderen Holland. Men fire point sender altså svenskerne videre som en af de otte bedste treere.

Resten af de svenske holdkammerater troede egentlig, at hele holdet vidste, at et point ville være nok mod japanerne.

Trænerstaben havde nemlig gjort opmærksom på de forskellige scenarier, siger anfører Victor Nilsson Lindelöf.

- Vidste han det ikke? Så forstår jeg bedre, at han så sådan ud efter kampen.

- Vi havde ellers et møde, så der lyttede han nok ikke. Forbundet havde gennemgået det, så jeg antog, at alle var klar over det, siger midtstopperen til TT.

Svenskernes modstander i 16.-delsfinalen er endnu ikke fundet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden