Svensson om syv gule kort: Jeg ønsker at forbedre mig

Bo Svensson ønsker at dæmpe sit temperament i denne sæson, men ikke hvis det går ud over holdets præstationer.

Bo Svensson er meget livlig på sidelinjen som træner for Mainz i den tyske Bundesliga. Det udløste syv advarsler i sidste sæson. <i>Heiko Becker/Ritzau Scanpix</i>

Bo Svensson er meget livlig på sidelinjen som træner for Mainz i den tyske Bundesliga. Det udløste syv advarsler i sidste sæson. Heiko Becker/Ritzau Scanpix

Bo Svensson fik syv gule kort og var suspenderet i en kamp som cheftræner for Mainz i den tyske Bundesliga i sidste sæson. Det vil han gerne minimere i denne sæson.

Det skal dog ikke ske for enhver pris, da temperamentet på sidelinjen også er med til at gøre ham til den træner, han er.

Det fortæller Bo Svensson i et interview med tyske Sport Bild onsdag.

- Det er mit ønske at forbedre mig. Det er derfor, jeg arbejder på det. Men samtidig vil jeg ikke miste det, der gør mig til den, jeg er.

- Hvis prisen for nul gule kort er, at jeg bliver en dårligere træner for mine spillere og Mainz, er jeg ikke klar til at ændre mig, siger Bo Svensson til Sport Bild.

Den 42-årige dansker forklarer, at han er mere rolig i hverdagen end til kampene i Bundesligaen.

- Jeg er en anden person på en kampdag, end jeg er til daglig. Min ambition om altid at få det optimale ud af det er også en kvalitet.

- Det er mit mål, at jeg får færre end syv gule kort. Det var for mange. Samtidig viser det min ambition, og at jeg brænder for det, jeg laver, mener han.

Mainz åbnede i lørdags denne bundesligasæson med en sejr på 2-1 ude over Bochum. Bo Svensson kom ud af de 90 minutter plus det løse uden en advarsel.

På søndag tager Mainz imod Union Berlin i anden spillerunde.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.