Svenssons Mainz kommer ud af dødvande mod Bayerns mestre
Mestrene fra Bayern München blev slået, da Bo Svenssons Mainz tog sin første sejr i over en måned.
Mainz kom lørdag på fornem vis tilbage på vinderkurs efter en sløj stime af resultater i Bundesligaen.
Ingen ringere end de nyslåede mestre fra Bayern München blev således slået 3-1, da Bo Svenssons mandskab kunne juble over tre point for første gang i over en måned. Nederlaget var Bayerns første i Bundesligaen siden 12. februar.
Dermed gentog Mainz bedriften fra sidste år, hvor holdet i slutningen af april ligeledes nedlagde fodboldmastodonten fra Sydtyskland.
I den kamp scorede Jonathan Burkardt til 1-0. Det gjorde han også lørdag.
Et skidt udspark af Bayerns reservemålmand Sven Ulreich endte ved Mainz' Dominik Kohr, som prompte headede bolden frem til Burkardt på kanten af feltet. Tyskeren tøvede ikke og sendte resolut kuglen i kassen.
Lidt over halvvejs i første halvleg gjorde Moussa Niakhate det til 2-0, og så lugtede det for alvor af en overraskelse.
Robert Lewandowski gav dog gæsterne lidt ro i sindet igen, da han fem minutter senere reducerede til 1-2 med sit mål nummer 49 i sæsonen på tværs af alle turneringer.
Man skulle tro, at Mainz ville begynde at kigge sig over skulderen, men hjemmeholdet kom godt ud til anden halvleg.
3-1-målet var dog kun en realitet takket være en god portion held. Leandro Barreiros skud blev således rettet af to gange og endte i nettet via undersiden af overliggeren. Sven Ulreich i målet havde ikke en chance.
Mainz er solidt plantet i Bundesligaens midterfelt og har med lørdagens sejr 42 point på niendepladsen. Bayern sikrede sig mesterskabet i sidste weekend og har dermed ikke mere at spille for.
I Dortmund var et hattrick af Erling Haaland ikke nok, da Bochum var på besøg. Den norske bomber vendte ellers 0-2 til 3-2, men så svarede gæsterne igen med to mål i kampens afslutning. Milos Pantovic scorede fra 11-meterpletten til slutresultatet 4-3 i 85. minut.
Dortmund ligger med to kampe tilbage på andenpladsen med otte point ned til Bayer Leverkusen på tredjepladsen, som dog har spillet en kamp færre.
Haaland og co. er sikre på at ende i top-4 og få en plads i Champions League i næste sæson.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.